Vi møder forældrene sammen med barnet, og vi forsøger altid at opretholde et tæt samarbejde med forældre ved daglig dialog om barnet. Vi udveksler fx viden om barnet i hente/bringe situationen, opstart og indkøring, individuelle forældresamtaler, fælles arrangementer, forældrenes frivillige arbejde i basishuset, digital kommunikation og overgang til skole. Får at opnå et velfungerende samarbejde er det vigtigt, at vi får opbygget en tillidsfuld relation til jer forældre. Det gør vi bl.a. med åbenhed, god kommunikation og gensidighed. Når vi skal samarbejde om jeres barns trivsel og læring er det vigtigt, at vi som pædagoger forventningsafstemmer sammen med jer. Vi samarbejder med jer i at understøtte barnets trivsel, udvikling, læring og dannelse. Vi er tætte samarbejdspartnere og vi har en fælles forståelse for, at udvikling er i høj kurs. Via konkrete eksempler fra hverdagspraksis og dagligdagen derhjemme kan vi spore os ind på de områder, vi sammen skal have fokus på. Vi afholder status- og netværksmøder i et tværfagligt regi, forældremøder, møder med forældrebestyrelsen samt møder og sociale arrangementer med forældre og børn. Når dit barn skal starte på Præstefælledvej Inden dit barn begynder, holder vi et overleveringsmøde med jer forældre, hvor nuværende og kommende dagtilbud er repræsenteret. Ofte deltager tværfaglige samarbejdspartnere fra PPR - Pædagogisk Psykologisk Rådgivning og pædagogiske vejledere. På overleveringsmødet aftaler vi, hvordan opstartsfasen skal være, med udgangspunkt i det enkelte barns behov og jeres muligheder. Det vil være kontaktpædagogen, der skaber den første relation til barnet og jer. Vi er opmærksomme på, at de øvrige voksne på barnets stue skal være med på sidelinjen. Det er for at sikre, at barnet har mulighed for at vælge andre voksne og for at imødekomme en sårbarhed, hvis kontaktpædagogen evt. ikke er tilstede. Den første dag i basishuset er barnet en lille time sammen med en forælder. Det kan være overvældende med nye omgivelser og samtidig spændende med alt det nye. For at undgå at barnets udtrættes, er det bedst at sige farvel med et smil og glæde sig til næste dag, hvor vi udvider længden på opholdet. Vi aftaler fra dag til dag, hvordan det er gået og hvad vi gør næste dag. I har mulighed for at trække jer fra stuen og drikke en kop kaffe i et andet rum i basishuset. På den måde kan vi arbejde med relationen til jeres barn og samtidig tilkalde jer ved behov. Det næste træk er, at I forlader basishuset i et kortere tidsrum. Efter 1-2 uger er opstartsperioden ved at være på plads. Det er dog vigtigt at prioritere, at barnet får nogle kortere dage den første tid. Første samtale når I er faldet godt til Den daglige dialog er vigtig og specielt i den første tid. Efter 1,5 - 2 måneder holder vi et møde om hvordan starten er gået i basishuset. Til mødet deltager I, en kontaktpædagog, vores leder og evt. andre samarbejdspartnere. På mødet har vi mulighed for en længere dialog, hvor spørgsmål og en evt. undring kan udfoldes af alle parter. Målet er, at barnets trives bedst muligt, og at I er trygge og føler jer mødt af pædagogerne omkring jeres barn. Vi taler om, hvad vi lige nu har fokus på. Vi inviterer jer til et statusmøde 3-4 måneder efter jeres barn er startet i basishuset. Til mødet har kontaktpædagogen i samarbejde med kollegaer lavet en pædagogisk udviklingsbeskrivelse af barnet, der danner udgangspunkt for mødet. På mødet drøfter vi kommende tiltag og handleplaner i et tæt samarbejde med jer. Særlige indsatser Basishuset er et tilbud til børn med særlige behov for specialpædagogisk støtte. Alle børn i basishuset er forskellige. Vi fokuserer altid på barnets ressourcer, frem for begrænsninger. Vi ser det enkelte barn som en vigtig medskaber af sin egen læring og trivsel, på trods af de udfordringer barnet kan have. Alle børn, uanset vilkår, har krav på at blive mødt med forståelse og føle sig som en betydningsfuld del af børnefællesskabet. Med udgangspunkt i barnets individuelle behov tilrettelægger vi dagen ud fra børnenes overskud og formåen. Overleveringer Vi holder 1 årligt statusmøde, hvor vi bl.a. taler om barnets udvikling og kommende tiltag. Mødet er samtidig en re-visitering i forhold til om basishuset fortsat er det rette tilbud til barnet. I efteråret, inden det skoleår hvor barnet kan starte skole, tager vi stilling til skoleparathed i forhold til om barnet skal starte skole eller udsætte skolen. Børnene i basishuset visiteres ofte til skoletilbud med støtte eller specialskole. De kommende skolebørn deltager i "store-gruppen" med aktiviteter, der er med til at gøre dem skoleparate og en del af aktiviteterne er at besøge Tårnbygårdsskolen, som vi har et samarbejde med i forskellige regi. Det er nødvendigvis ikke denne skole, som børnene skal gå på, men her har vi mulighed for at bruge deres legeplads og se, hvordan en skole ser ud indendørs. Inden barnet skal starte skole holder vi et overleveringsmøde, hvor forældre, medarbejdere fra basishuset, medarbejdere fra kommende skoletilbud og relevante samarbejdspartnere deltager. På mødet aftaler vi, hvordan vi ud fra barnets individuelle behov kan sikre den bedste start i skolen.