Fysiske rammer Indendørs Basishuset er oprindelig en villa, der i 2008 blev indrettet til børnehave. Børnehaven er indrettet med 2 stuer, den ene med udgang til legepladsen, og med fælles toilet og garderobe. Vi har et mindre køkken, hvor børnene har mulighed for at deltage i tilberedningen af eftermiddagsmaden. Udendørs Basishuset ligger på en stor grund med gode muligheder for et aktivt udemiljø, hvor legepladsen er inddelt i 2 områder. Det ene område er belagt med fliser. Her bruger børnene flittigt vores mange cykler pg spiller forskellige boldspil. Der er også et legehus og en sandkasse. Det andet område er indrettet som en stor have. Her er det muligt at dyrke forskelligt i vores højbede, gemme sig i buske og klatre i frugttræer. Vi har en bålplads, som vi bruger både som samlingssted og laver mad over bål. Desuden har vi en trampolin, legeredskaber og rutsjebane. I forlængelse af huset har vi en dejlig stor overdækket terrasse. Nærmiljø Vi arbejder som udgangspunkt i små grupper og hver dag er der børn, der er på tur. Vi har 2 eldrevne ladcykler, som betyder at vi også kan tage på længere ture. Vi ligger tæt på Fælleden, hvor vi bruger Naturskolens tilbud og vi har vores "egne" steder, hvor vi bygger huler og laver bål. Vi vender gerne tilbage for at bygge videre, hvor børnene profiterer af noget genkendeligt og forudsigeligt. Ud over Fælleden bruger vi andre legepladser, der udfordrer børnenes udvikling på forskellig vis. Vi tager på tur til legepladser i nærmiljøet, som vi kan gå til og her øver vi at holde i hånd og gå samlet. Personalesammensætning Vi er 9 uddannede pædagoger, hvor af den ene er afdelingsleder. Der udover er der 1 leder, der også er leder af Børnehuset Tømmerup Haveby. Vi har et fast team af tilkaldevikarer. De fleste er i gang med en uddannelse inden for pædagog eller psykologfaget. Vi har kommunal rengøring, så der bliver gjort rent alle dage. De kommunale gartnere er tilknyttet basishuset, som i løbet af året sørger for vores udendørs områder. Madordning Børnene har selv morgensnack og madpakke til frokost med. Vi spiser morgensnack klokken 9.00 og frokost klokken 11.00. Vi sørger for morgenmad og eftermiddagsmad. Eftermiddagsmaden tilbereder vi sammen med børnene som en pædagogisk aktivitet. Vi tilbyder også børnene mælk og vand. Vi bruger vores bålplads til at lave fælles mad. Det kan være suppe, en sammenkogt ret, brød eller vi rister honningmandler.