Fysiske rammer
Indendørs
Vi er en nystartet naturbørnehave. Børnehaven er normeret til 70 børn i alderen 3-6 år og er fordelt i 2 huse og 2 store legepladser. Det ene på Kamerunvej 35, som rummer 50 børn og det andet kaldet Satellitten, som ligger ca. 50 meter hen ad vejen, som rummer 20 børn.
I vores daglige arbejde vil der både være aktiviteter hvor børnene er aldersopdelt eller er sammen på tværs af alder i både små og større grupper. Vi deler børnene ud fra aktiviteten fx ture ud af huset, projekter, lege, spil mv.
Udendørs
Vi har 2 legepladser, der hver især indbyder til forskellige aktiviteter. I baghaven ligger Fælleden, som vi ofte bruger. Vi har fantastiske rammer både ude og inde og vil i det daglige prioritere at være meget udenfor.
Vores fokus er natur og udeliv, hvor vi bruger naturens mange muligheder for fordybelse og udfordringer i vores pædagogiske aktiviteter.
Nærmiljø
Der vil både være planlagte ture som I får besked om og spontane ture som primært er i nærmiljøet – fx Naturskolen, Fælleden, biblioteket, legepladser eller plejehjemmet. Vi har en aftale med plejehjemmet på Ugandavej om at besøge dem med en lille gruppe børn en gang imellem.
Personalesammensætning
Vi er i alt 11 faste medarbejdere og så har vi typisk 1-2 tilkaldevikarer. Vi er 7 pædagoger og 4 pædagogmedhjælpere.
Mad
Til samling om formiddagen får børnene lidt brød og frugt, som børnehaven sørger for.
Børnene spiser sin medbragte madpakke i børnehaven.
Når vi spiser indendørs pakker vi maden ud på tallerkner og drikker af glas. Når vi spiser udendørs, spiser vi af madkasserne og drikker af drikkedunk.
Om eftermiddagen spiser børnene deres medbragte frugt.