Vi ser børn som unikke og dermed forskellige små mennesker både hvad angår livsomstændigheder, kompetencer, udvikling, robusthed og ressourcer. I anerkendelse af det lægger vi vægt på sammen med børnene at skabe læringsmiljøer der er omsorgsfulde, nærværende, udviklende og stimulerer børnenes naturlige nysgerrighed og nærmeste udviklingszone. Vi tager derfor udgangspunkt i det enkelte barn og vægter samtidig fællesskabet. For det er i fællesskabet og inden for fællesskabets rammer, at vi i børnehaven kan tilgodese børnenes trivsel, udvikling, læring og dannelse.
Vi anser barnets trivsel som fundament for, at der kan finde udvikling og læring sted og vi værner om børns ret til at være børn, til at være forskellige, til at udvikle sig i eget tempo.
Vi har stort fokus på børnenes relationer og mulighed for at være en del af mindst et fællesskab.
"Alle børn skal have en ven" og et af vores mål er netop, at alle børn i børnehaven har en ven.
Vi inddrager alle 6 læreplanstemaer: Sprog og kommunikation, social udvikling, krop og bevægelse, alsidig personlig udvikling, natur udeliv og science, kultur, æstetik og fællesskaber. Alle er på hver sin måde vigtige for børns udvikling. Og når vi inddrager temaerne kommer vi rundt om det hele barn.
I det hele taget værner vi om og tilskynder til de forskellige fællesskaber der opstår i børnehaven. Der er naturligvis det store fællesskab, der er hele børnehaven, og så er der "Hav og Himmel" fællesskaberne og mange flere. Fx aldersrelaterede og på tværs af stuerne når børnene samles 1 gang om ugen med 3 voksne, der er fast tilknyttet deres gruppe. De leger, hygger, i det hele taget beskæftiger sig med planlagte, aldersrelaterede aktiviteter.
Musene
Bi-gruppen
T-Rexerne
Vi er en lille børnehave og vi mener selv, vi har et stort nærvær. Det er vigtigt for os, at hvert barn bliver set og hørt og bliver mødt med nærvær og opmærksomhed.
Når det er sagt, går der ikke en dag uden sjov og ballade. Her er altid plads til et kram, en lille vrøvle dialog, en vittighed og et godt grin.