Fysiske rammer
Indendørs
Vesterled har fungeret som børnehave siden 1968 og var før den tid en privat gartnerbolig, hvilket stadig præger børnehaven.
Børnehaven er delt op i 2 grupperum - blå og grøn stue. Hver stue har en skydedør, som gør det muligt at dele børnene op i 2 mindre grupper.
Vi har et loftrum som vi bruger til rytmik, sang og bevægelse. Vi bruger også loftet til de største børn, som bliver 'loftbørn' året inden de skal i skole.
Vi har et stort køkken som vi inddrager i vores pædagogiske aktiviteter, bl.a. når vi bager eller laver mad med børnene. Køkkenet bruger vi også i de tidlige morgentimer, hvor vi spiser morgenmad.
Udendørs
Vores udendørs rammer er ret unikke. Foran huset har vi en asfalteret legeplads, hvor der er plads til at cykle, lege i sandkassen, spille hockey eller gynge på vores store gynge.
I baghaven har vi en stor græsplane med fodboldsmål, bålplads, urtehave, kælkebakke, vippe, rutsjebane, hængekøjer og vores store legetårn som vi også bruger til scene, når vi laver teater. Vi har mange frugttræer og klatretræer som børnene kravler rundt i og som vi spiser af.
For at skærme for solen har vi markiser langs hele huset. På græsplanen sætter vi et stort sejl op hver sommer.
Nærmiljø
Børnehaven ligger tæt på Pilegårdskvarteret hvor Fælleden ligger i gåafstand. Vi bruger vores 2 ladcykler, når vi skal på biblioteket. Det kan både være Tårnby Hovedbibliotek og Vestamager Bibliotek. Vi cykler også til Ugandaskoven eller til Kulturzonen, som har en skøn legeplads.
I nærheden ligger busrute 32, som giver os nem adgang til Amager Strandpark, Den Blå Planet og forbindelse til metro videre ind til byen.
Personalesammensætning
Vi er i alt 7 fastansatte medarbejdere, og så har vi 3 faste tilkaldevikarer. De fastansatte er 4 uddannede pædagoger, hvoraf den ene er leder, samt 3 pædagogiske medhjælpere.
Vi har kommunal rengøring.
Madordning
Vi har ingen madordning, så børnene har selv mad med hjemmefra.
I samråd med forældrebestyrelsen er vi enige om, at børnene selv har 1 stk. frugt/grønt dagligt med. Det spiser vi klokken 9.00.
Eftermiddagsfrugt køber vi ind og spiser klokken 14.00.
Vi tilbyder økologisk morgenmad frem til klokken 8.00.