Børnehuset Gl. Kirkevej er bygget i 2009. Vi modtog de første børn i november 2009. I efteråret 2011 blev vi udvidet med Sommerfuglen, som er Tårnby Kommunes sprogstimuleringstilbud. For institutionen, børn og forældre samt os som personalegruppe har det betydet, at vi sammen skulle finde en fælles vej og et fælles fodslag for den pædagogiske praksis, som vi i dagligdagen skal udfolde os i. Vores mantra er, at vi sammen skal skabe et miljø, der er spændende, udfordrende, udviklende og lærerigt for alle parter. Fysiske rammer Indendørs Når I kommer ind af indgangsdøren til Børnehuset, træder I ind i en forunderlig verden, hvor der er højt til "himmelen" med et helt fantastisk lysindfald. Huset emmer af eventyr, fantasi og kreativitet. Sommerfugle, skovtrolde, drager, nisser, alfer og havfolk er det, der præger dagligdagen for børn og voksne. Børnehuset er en integreret institution. Vi er normeret til at modtage 90 børn i alderen 0-6 år, samt 15 tosprogede småbørn mellem 2-6 år. Børnehuset er opdelt med 1 vuggestue- og børnehaveafdeling i stueetagen, Sommerfuglen på 1. sal og centralt er fællesrummet, som danner rammen for integrationen i Børnehuset. Vuggestueafdelingen/Eventyrdalen, består af 2 børnegrupper med børn i alderen 0-3 år. Børnene er tilknyttet enten Alferne eller Nisserne. I løbet af dagen arbejder vi i mindre grupper på tværs af afdelingen. Børnehaveafdelingen består af 4 grupper – 2 grupper med 3 til 4-årige børn, 1 gruppe med 5 til 6-årige og 1 gruppe af tosprogede børn i alderen 2-6 år. Den gruppe og det grupperum barnet er tilknyttet, tager udgangspunkt i målgruppens leg og læring. Det afspejler sig i såvel indretningen, som indkøb af legetøj samt beskæftigelsesmaterialer i de enkelte grupperum. Grupperummet er et læringsmiljø i sig selv, og i forbindelse med det er der etableret særlige læringsrum/miljøer, med fokus på forskellige sansemæssige oplevelser, hvor børnene kan fordybe sig i leg.Vi har i huset indrettet særlige læringsrum/miljøer som indeholder 1 natur- og træværksted, 1 bevægelsesværksted og 1 kreativt værksted. Fællesrummet er et læringsmiljø, hvor børnene kan udfolde sig fysisk, idet vi her har klatrevægge samt redskaber der styrker motorikken. Det sker ved leg med fx balancebolde, toppe til at bygge med og gå på, balancebom, madrasser og tæpper til at bygge med. Vi har også mulighed for at bevæge os til evt. WII danseprogram, rytmiske sange og musikvideoer. I fællesrummet har vi 2 legehuse, hvis funktioner er at stimulere børnenes sproglige udvikling og dannelse. Det ene legehus er indrettet som en købmand, og det andet som en dagligstue. Vi arbejder med temaerne madmod/madglæde og fra jord til bord. I fællesrummet er der et børnekøkken, hvor børnene i samarbejde med voksne dagligt tilbereder dele af eftermiddagsmåltidet. Det kan fx være at skære frugt, bage, kokkerere. Nogle af afgrøderne kan være af egen høst, og andre er indkøbte. I fællesrummet er der etableret en lille café, hvor børnehavebørnene har mulighed for at spise af deres mellemmad, hvis de har en med. Alle børnehavebørn er velkomne til at medbringe en lille mellemmad til at supplere med, hvis de bliver sultne uden for spisetiderne i børnehuset. I bestemmer selv, om I vil have, at jeres børnehavebarn får en mellemmad med. Vi har dog en forventning til, at mellemmaden stemmer overens med vores kostpolitik og Fødevarestyrelsens anbefalinger. Udendørs Institutionen er opført på en 2187 m2 grund, hvor arealet om huset er beregnet til forskellige former for udendørs aktiviteter. Vi bruger udemiljøet som små læringsmiljøer, hvor børnene har mulighed for at få stimuleret deres sanser. Vi arbejder med princippet fra jord til bord. Det giver børnene mulighed for at gå på opdagelse i naturen og forundres over den. Desuden vægter vi børnenes motoriske udfoldelsesmuligheder højt, både i ude- og indemiljøet. Udemiljøet er opdelt i forskellige zoner: Legepladsen, sansehaven og bålstedet. Også her har vi mulighed for at opdele og fordybe os i mindre grupper. Vi vægter, at udemiljøet skal være tilgængeligt for alle børnehusets børn, og fremme integrationen mellem store og små, samt højne samarbejdet mellem de forskellige grupper og afdelinger. Nærmiljø Børnehuset er opført i Tårnbys midt område nær Tårnby Bypark, lige ud til det gennemgående stisystem, som løber fra Kastrup Havn i øst til Amager Fælled i vest. Hvilket betyder, at vi har mulighed for at tilrettelægge pædagogiske aktiviteter på Amager Fælled og Naturskolen, samt på Blå base. Vi tager afsted i mindre grupper, og transporterer os gerne ved brug af vores ladcykler. Ture ud af huset kan ligeså vel være til Byparken, Brandstationen, Biblioteket eller Travbanerne. Ture ud af huset planlægger vi altid i sammenhæng med den enkelte gruppes fokuspunkt. Personalesammensætning Vi er 20 medarbejdere. 11 pædagoger, 1 pædagogisk assistent, 5 pædagogmedhjælpere, 1 pædagogstuderende i lønnet praktik, 1 ernæringsassistent og 1 køkkenassistent. Desuden modtager vi PAU-elever og praktikanter fra folkeskolen, UCC, jobcenteret, samt altmuligmand/kvinde og til tider køkkenmedhjælp i løntilskud. Tårnby Kommunes rengøringsassistenter er ansvarlig for rengøringen i børnehuset. Madordning Vi serverer dagligt 1 sundt frokost- og eftermiddagsmåltid til alle børn. Børnehusets forældre har valgt det sunde frokostmåltid til. Hvert 2. år beslutter vi sammen med jer forældre om vi skal fortsætte med frokostmåltidet. Vi vægter det sunde børneliv højt. Fra husets køkken serverer vi kulinariske oplevelser, der pirrer børnenes syns-, smags- og lugtesanser. Vi tilbereder maden fra bunden og den er ernæringsmæssig korrekt. Maden er også af god økologisk kvalitet, så vi mindsker brug af farve- og tilsætningsstoffer. Vi tilbyder mælk til frokostmåltidet. Børnehusets vuggestuebørn får desuden dagligt tilbudt et formiddagsmåltid, og vi serverer morgenmad til de børn, der er mødt inden klokken 7.15.