Det er vores opgave, i samarbejde med jer, at bidrage til at børnene får en god og tryg opvækst. Derfor vægter vi forældresamarbejdet rigtig højt og I er altid velkomne til at henvende jer til personale og ledelse med stort og småt. Det er afgørende, at børnene er glade og trygge for at være i børnehuset, da det at være tryg og trives skaber de bedste forudsætninger for børns udvikling. Når dit barn skal starte på Stavlundvej I starten vil jeres barn have 1 primær voksen, som varetager indkøringen og den primære kontakt med jer. Den primære voksne skal være den nye trygge voksne og vil være i tæt dialog med jer om jeres barn i indkøringen. I kan hjælpe jeres barn ved at signalere, at børnehuset er et rart sted at være. Vi tilpasser indkøringsforløbet efter det enkelte barns behov, og når barnet opleves som tryg i hverdagen, betegner vi barnet som indkørt. Det er individuelt, hvor lang tid en indkøring tager, men som udgangspunkt anbefaler vi, at I sætter 1 uge af til indkøring i børnehaven og 2 uger til indkøring i vuggestuen. Første samtale når I er faldet godt til Når barnet er ved at være tryg og har gået i institutionen i 3-6 måneder, har vi en samtale om opstarten og barnets trivsel og udvikling. Skulle der være brug for en samtale før, er det altid en mulighed. Desuden vil der være andre planlagt samtaler i løbet af tiden i børnehuset. 3 års overleveringssamtale Når vuggestuebarnet skal starte i børnehave, har vi en samtale inden opstart, hvor personale fra vuggestuen og børnehaven er til stede samt jer forældre. Her taler vi om barnets udvikling og gennemgår overleveringsskemaet for overgangen til børnehave. 4-års samtale En samtale med fokus på skoleegnethed. En samtale om hvad forældre og pædagoger kan arbejde med for at understøtte børnenes udvikling i forhold til at være skoleparat, så vi sammen kan hjælpe barnet på de områder, der vil være behov for. Til samtalen bruger vi de samme skemaer, som vi skal give videre til skolen. Afslutningssamtale/skolesamtale Til samtalen gennemgår vi overleveringsskemaerne. De samme som ved 4-års samtalen. Vi taler om der er ting, der særligt skal arbejdes med hjemme og i institutionen, inden vi kan kalde barnet skoleparat. Samtalerne ligger umiddelbart før opskrivning til skole (ofte i november). Samtaler ved behov Vi vil altid gerne imødekomme jeres behov for en samtale om jeres barn. Vi vil også kontakte jer, hvis personalet vurderer, der er behov for en samtale. Særlige indsatser Børn i udsatte positioner, omhandler forskellige faktorer. Det kan bl.a. være børn med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, børn med svag social økonomisk baggrund, eller anden social problematik. Problematikker som er medvirkende faktorer til at børnene ikke har samme mulighed for at udvikle kompetencer og færdigheder til at mestre de samme ting og udfordringer, som de andre jævnaldrende børn. Vi arbejder bevidst med afsæt i at børn ikke altid skal have det samme, men at vi som pædagogisk personale skal differentiere i tilgangen til det enkelte barn, for at skabe lige muligheder. Derved kan vi sikre det enkelte barns muligheder for udvikling og skabe lige vilkår for alle børn. I vil opleve, at vi tidligt går i dialog med jer, hvis vi er bekymret for jeres barns udvikling. Vi arbejder med handleplaner, dialogmøder, netværksmøder, pædagogisk bagdør, og vidensdeling i personalegruppen for at sikre det enkelte barns trivsel og udvikling. Overleveringer Vi er meget bevidste om betydningen af overgange i børns liv. De har afgørende betydning for børns trivsel, læring og udvikling. Når vi får nye børn, har vi stort fokus på tryghed og tilknytning. Derfor er der 1 fast voksen som står for indkøring og den primære kontakt til både barn og forældre. Vi gør meget ud af at informere forældre og selv søge viden om barnets udvikling, vaner og behov. Vi arbejder med at gøre overgangen mellem vuggestue og børnehave så god som mulig. For at skabe kendskab og tillid til de nye børnehavebørn, har vi besøgsdage 1 måned før vuggestuebarnets skift til børnehave. 1 voksen fra vuggestuen går med en mindre gruppe vuggestuebørn i børnehaven og deltager i aktiviteter sammen med børnehavebørnene. Det gør vi i de aldersopdelte grupper for de yngste børnehavebørn. Formålet er bl.a. at skabe tryghed til omgivelserne, de andre børn og de voksne i børnehaven. Tryghed er den vigtigste faktor i skiftet mellem vuggestue og børnehave. I børnehaven arbejder vi med at gøre overgangen til skole så god som mulig, bl.a. ved at arbejde i aldersopdelte grupper gennem hele året. En stor del af storegruppens fokus er på at gøre børnene skoleparate. Det gør vi ved at arbejde med venskaber og konfliktløsning, da de sociale kompetencer er en vigtig del, men vi arbejder også med tal, bogstaver og science, som foregår gennem en legende tilgang til læringen. Det skal være sjovt at lære, og sjovt at gå i børnehave og vi ved at læring gennem bevægelse er den bedste måde at lære på. Når jeres barn er ved at være klar til næste skridt i livet, altså SFO og skole, vil vi sammen med jer gøre alt for, at det bliver en god start. Vi udfylder et overleveringsskema i samarbejde med jer.