Vi arbejder ud fra dagtilbudsloven og kommunens retningslinjer. Den pædagogiske læreplan udgør rammen for det pædagogiske arbejde på Stavlundvej og vi tager udgangspunkt i de centrale elementer for læreplanstemaerne som er grundlæggende for os. Vi stræber efter at pædagogikken er til stede hele dagen og i alle aktiviteter og rutiner med børnene. Vi tager altid udgangspunkt i det enkelte barn og dets ressourcer. Alle børn er forskellige og har brug for forskellige ting for at trives og udvikles. Hos os skal alle børn opleve tryghed, nærhed, nærvær og omsorg. Børnenes spor og interesser følges, hvilket er med til at de oplever sig set, hørt og forstået. Alle børn hos os skal føle sig som, og være en del af fællesskabet. De skal have plads til at være unikke og selvstændige mennesker. Vi skaber rammer der understøtter det gode børneliv, hvor der er plads til at være barn. Vi tager udgangspunkt i barnets perspektiv, fantasi og virkelyst, så vi styrker barnets initiativ. Hos os skal alle børn mødes af voksne, der i deres hverdag anerkender dem for det de er, nemlig værdifulde, selvstændige og kompetente børn. Børnene skal have indflydelse på deres hverdag og inviteres til at være aktivt deltagende, og dermed medskabere af egen læring og udvikling. Når børnene færdes hos os i en genkendelig hverdag med kendte, omsorgsfulde og nærværende voksne, får barnet de bedste udviklingsmuligheder i deres dannelsesproces. Børns dannelse skabes gennem leg, og ved at de voksne fremmer mulighederne for leg, kreativitet og dannelse. En dannelse hvor barnet forankrer værdier og viden i sin egen personlighed. Vores pædagogiske læringsmiljøer tager udgangspunkt i et børneperspektiv. Fx observationer, børneinterviews, børnemøder og samtaler. I børnehaven bruger vi dialogen som et redskab i planlægningen og evalueringen af fx aktiviteter, hvor vi i vuggestuen gør mere brug af observationer for at aflæse børnenes reaktioner og mønstre. I læringsmiljøet er det de voksnes opgave at sikre, at børnene føler sig som en del af et inkluderende fællesskab, hvor leg og dialog er omdrejningspunktet. Det kan godt betyde, at vi differentierer, da alle børn ikke er ens.