Fysiske rammer
Indendørs
Vi er en integreret daginstitution fra 1990 med 73 børn fordelt på 2 vuggestuegrupper, og 3 børnehavegrupper.
Børnehuset er velindrettet, imødekommende og ligger i udkanten af boligområdet Vægterparken. Vi er gruppeopdelte - med et åbent hus, hvor børn og personale kan nyde godt af hinanden på tværs af grupperne.
Vi har lyse og funktionelt indrettede lokaler, og børnene har mulighed at færdes i alle grupper.
Udendørs
Vi har en dejlig naturlegeplads, som omkranser vores hus. Legepladsen er opdelt i 2 af et hegn med låge, så vi kan opdele børnehaven og vuggestuen ved behov.
Legepladsen byder bl.a. på en ny anlagt cykelbane, som udfordrer børnene motorisk på cyklerne. Desuden er der en hyggelig bålplads, som vi bruger året rundt, 2 sandkasser og 1 legehus, som inspirerer børnene til at lege og bruge fantasien.
På bagsiden af huset har vi et drivhus og højbede. Børnene er selv med til at forspire forskellige blomster og grøntsager og plante dem ud. Børnene hjælper hele sommerhalvåret med at passe planter på hele legepladsen. Vi luger både ukrudt, vander en masse planter og selvfølgelig smager og dufter til krydderurter, søde bær og grøntsager. Det giver børnene mulighed for at erfare verden gennem deres sanser. På legepladsen kan børnene også finde krible krable dyr, som de kan matche med de opsatte tavler på legepladsen.
Legepladsen er et sted, hvor der er mulighed for at lege på kryds og tværs af stuer og aldersgrupper. Det gavner overgangen fra vuggestue til børnehave senere hen i barnets liv.
Nærmiljø
Vi har 10 minutters gang til Kastrup Lystbådehavn og de grønne arealer, der omgiver lystbådehavnen. Vi har kort vej til Amager Strandpark og Kastrup Fortet. Når vi vil nyde skoven eller kulturlivet i København, har vi gode tog- og busforbindelser.
Personalesammensætning
Vi er 7 pædagoger og 6 pædagogmedhjælpere, 1 leder og 1 souschef. Desuden har vi pædagogstuderende tilknyttet i forskellige praktikforløb. Og vi har 2 køkkenassistenter, hvor en af dem er uddannet som Sundheds- og ernæringsassistent. Vikarer er tilknyttet i et vist omfang.
Vi har kommunalt rengøring, som sørger for daglig rengøring.
Madordning
Der er forældrebetalt madordning for alle børn.
Vi lægger vægt på at tilbyde økologi, samt varieret og sundt kost til alle børn. Desuden bager vi alt fra boller til rugbrød til eftermiddags måltidet.
Vores Sundheds- og ernæringsassistent tilrettelægger dagligt en aktivitet som inddrager børnene i processen om madlavning. Det er med til at skabe større mad mod hos børnene, da alle sanserne bliver udfordret.
Hver fredag i maj og juni er der fast bål dag, hvor vi tilbereder maden over bål. Børnene deltager i alt fra at hugge brænde, til at snitte grønsager og nyde måltidet i fælleskab med alle vennerne på legepladsen.
Desuden tilrettelægger vi også båldage i løbet af efteråret, hvor vi tilbereder de råvarer som børnene selv har dyrket i køkkenhaverne.