Fysiske rammer Indendørs Børnehuset gemmer, når først man er kommet indenfor, 2 etager med mange små rum der giver plads til almindelige stueopdelinger og værksteder. Vi har en sal, et kreaværksted, et sprogrum og et børnekøkken til både bagning og andre eksperimenter i køkkenet. På førstesalen ligger vores køkken, hvor vores køkkendame laver dejlig mad til vuggestuebørnene. Imellem vuggestuens 2 grupperum ligger "mellemrummet" – et fællesrum med mulighed for at tumle, lege og fordybe sig. Her møder vuggestuebørnene ofte hinanden på tværs af stuerne og laver sjov og ballade. I garderoben er der plads til at bygge verdens længste togbane i løbet af dagen eller det fantasien byder sig. Udendørs Vores legeplads er delt op i 2: 1 vuggestuedel og 1 børnehavedel. Her er der mulighed for at løbe, klatre, cykle, grave og drømme sig væk til fjerne horisonter og lande. Den store boldbane deler vi med fritidshjemmene. For det meste hver for sig, men de mange søskende kan da sagtens møde hinanden. Vi har også plads til steder hvor en gruppe børn kan fordybe sig ved vores bænke, enten når de tegner, snakker eller (nogle gange) spiser frokost. Om sommeren pynter vi legepladsen med plantekasser og potter med blomster, krydderurter og andet grønt. Børnene vander og smager og holder øje med de insekter blomsterne tiltrækker. Nærmiljø Vores 2 ladcykler kan komme langt omkring – fx til Fælleden og Naturskolen eller vandet og den Blå base. Vi ligger tæt på stationen og nogle gange kommer vi helt til Dyrehaven, Kronborg eller noget andet sjovt. Det vi finder, tager vi med hjem og studerer nærmere eller laver om til spændende projekter i huset. Vi bruger også områdets legepladser og biblioteket. Personalesammensætning Vi er et hus med 17 medarbejdere. Nogle af os har været her længe, mens andre er næsten lige startet. På trods af etager og afdelinger, betragter vi os som 1 hus og gør en indsats for at kende børnene på de andre stuer. Sammen løser vi opgaven om at give børnene et godt børneliv i vores hus i de timer, vi er sammen. Vi er stolte af vores arbejde og ønsker at give børnene gode oplevelser, de kan tænke tilbage på med et smil. Madordning I børnehuset har vi madordning for vuggestuen og børnehaven tager madpakker med. Der er madvalg hver andet år, hvor børnehaveforældrene stemmer om hvilken ordning der skal være. Vores køkkenmedarbejder sørger for friskbagt brød til hele huset hver dag til eftermiddag og vuggestuen får friskbagt rugbrød et par gange om ugen til frokost. Vi går op i kvalitet og en god madoplevelse. Måske vil børnene ikke smage første gang, men måske vil de når vi præsenterer maden et par gange.