Vi prioriterer et godt forældresamarbejde som bygger på en åben og ærlig kommunikation, gensidig anerkendelse og tillid.
Vi vil i tæt samarbejde med jer forældre, udvikle trygge tillidsfulde og sociale børn, hvor selvværd, selvstændighed, respekt og omsorg er nogle af nøgleordene.
Det tætte forældresamarbejde vil skabe et varmt og trygt miljø for børn og forældre, hvor vi altid tager højde for børnenes trivsel, udvikling og behov.
Når dit barn skal starte på Kastrupvej
Når dit barn starter i vuggestuen, kommer det til at påvirkes af to miljøer, familien og vuggestuen, som skal samarbejde om barnets trivsel og udvikling.
Ved 1. besøg mødes i af den medarbejder som står for indkøringen. Der tager vi en dialog om vuggestuens pædagogiske praksis og hverdag.
Ved kontakten etablerer vi starten på det fremtidige samarbejde mellem jer og vuggestuen. Under besøget vil vi bl.a. tale om forventninger om start i vuggestuen.
Familier er forskellige og har forskellige behov. Derfor planlægger vi indkøringen i fællesskab ud fra barnets behov og jeres muligheder. (Men afsæt gerne 14 dg. til opstarten).
Vi har erfaring med, at indkøringen bliver god, hvis en forælder og barnet kommer et par timer de første dage, for langsomt at vænne jer til vuggestuelivet. (Der lægges en individuel plan for jer som familie).
Tæt forældresamarbejde
Forældresamtalen er en vigtig samarbejdsform, som giver mulighed for at yde en tidlig pædagogisk indsats, der vil styrke det fælles fremtidige samarbejde om barnet.
Igennem hele barnets vuggestuetid har vi en tæt forældrekontakt og daglig dialog. Hvis I har brug for en uddybende samtale, er I velkomne til bede om en samtale.
I vil to gange årligt, blive tilbudt en samtale i forbindelse med TOPI, som blandt andet vil omhandle jeres barns trivsel samt udviklingspotentiale/udviklingspunkter.
Særlige indsatser
Børn er forskellige og er derfor også forskellige i deres tilgang til læring, udvikling og dannelse.Det er vigtigt, at vi sammen skaber nogle rammer, der giver børnene et godt hverdagsliv hvor de trives og udvikles og hvor, der er plads til børns forskelligheder og deres individuelle behov.
Når vi oplever børn i udsatte positioner (Det kan være skilsmisse, flytning, dødsfald, motorisk, sprogligt) samarbejder vi med forældrene for at yde en tidlig indsats.
Desuden har vi mulighed for at inddrage eksterne samarbejdspartner fx tale – pædagogisk vejleder, psykologer, forebyggende rådgiver, logopæd, fysioterapeut m.m.
Overleveringer
Vi har et tæt samarbejde med de nærliggende børnehaver og børnehuse. I samarbejde med jer forældre forbereder vi barnet på starten i børnehave.
Vi planlægger så vidt muligt et besøg i den pågældende institution. Formålet med besøget er at forberede barnet på starten i børnehaven.