Fysiske rammer Indendørs Vuggestuen Ugandavej er et ældre hus i 1 plan i et hyggeligt villaområde. Vuggestuen er normeret til 34 børn i alderen 0-3 år. Børnene er fordelt på 3 stuer og hver stue har tilhørende toiletter. Der er fra alle stuer udgang til legepladsen. Stuerne er indrette forskelligt med legezone som er fleksible og tager udgangspunkt i netop den børnegruppe der pt. Er på stuen.  Vuggestuen har et dejligt stort fællesrum/garderobe, som i dagligdagen bliver brugt til alverdens forskellige aktiviteter og lege. Her er der mulighed for de lidt vildere lege indendørs. Det er også fra vores fællesrum/garderobe, der er adgang til køkkenet, hvor alt mad til børnene laves. Udendørs Vores dejlige store legeplads har meget fokus på bevægelse og naturoplevelser. Der plads til at cykle hurtigt, løbe, klatre og gynge. Vi har derudover en dejlig stor sandkasse, balance-bum, legestativ og små bakker, hvor børnene har mulighed for motoriske udfoldelser. Vi har mange æbletræer, hvor børnene hjælper med at samle og plukke. De smager på æblerne og afleverer dem i køkkenet, hvor de bruges i den mad børnene får. Hvert år planter vi bl.a. nye krydderurter i de plantekasser som står rundt omkring på legepladsen. Her kan børnenes sanseapparat blive stimuleret, når de dufter til planten. Børnene kan også være med til at høste krydderurten, samt smage på den mad krydderurterne bliver anvendt i.  Der er store områder med græs på legepladsen, hvor man kan ligge på ryggen og se på skyerne, eller sidde på et tæppe med lidt bøger eller spændende legetøj. Legepladsen har også asfalt, hvor børnene kan cykle og legehus til rolleleg. Nærmiljø Vuggestuen ligger tæt på Fælleden, som vi benytter os meget af. Her er der mulighed for at børnene både kan undersøge naturen, kigge på heste og kør, løbe og på en dag med god vind blive blæst godt igennem. På fælleden ligger også Naturskolen. Naturskolen byder på mange forskellige aktiviteter f.eks. en naturlegeplads, hvor man kan klatre i træer Vandhuller man kan fiske i og et aktivitetshus med mus og ved påske små kyllinger. På Amager Fælled er der også mulighed for at børnene kan fodre og klappe får. Naturskolen og amagerfælled giver rig mulighed for at børnene kan få stimulere deres sanser, lære at omgås både store og små dyr og derigennem få kendskab til og respekt for dyrelivet og naturen. Vuggestuen har et rigtig godt samarbejde med vores nabo plejehjemmet. Hver 14. dag besøger en lille gruppe børn med voksne en gruppe af beboerne og personalet. Her leges og synges til glæde for både de gamle og de små. Desuden er plejehjemmet oftest inviteret til vores sommerfest, hvor de fra den anden side af hegnet følger med og kigger, på det børnene har udstillet på hegnet.  Det lokale bibliotek i Vestamager Centret, ville vi slet ikke kunne undvære, det giver alverdens muligheder for gode oplevelser. Her kan vi både på egen hånd udforske bøgernes verden samt deltage i de forskellig pædagogiske arrangementer som biblioteket tilbyder i løbet af året. Udover dette benytter vi indimellem, med de ældste børn, den Blå Planet, havnen og amagerstrand. En tur med bus mod Dragør og tilbage igen er også en stor oplevelse for mange børn. Vi planlægger vores ture med forskellige formål for øje, det være sig sanse oplevelser, motorisk udfoldelse, sprogstimulering eller venskaber mm. Personalesammensætning Vi er 11 faste medarbejdere, inkl. 1 leder og 1 souschef (som er tilknyttet en stue). Der er 3 stuer i huset og på hver stue er tilknyttet 2 pædagoger og en medhjælper. Derudover har vi i køkkenet en køkkenmedarbejder. Der er kommunal rengøring. Madordning Vi har i vuggestuen fuld forplejning.  Mellem 6.30 og 7.15 tilbydes morgenmad til de børn der kommer tidligt og ikke har spist hjemmefra. Til samling klokken 9 serveres en formiddags-snack, som er hjemmebagt brød og frugt. Klokken 11 spiser børnene frokost og kl. ca. 14 efter børnene har sovet middagslur serveres der eftermiddagsmad bestående af hjemmebagt brød og frugt eller andet lækkert fra køkken. I vuggestuen er vi opmærksomme på madglæde og -mod. Børne bliver derfor præsenteret for både nye og velkendte retter og de voksne spiser et pædagogisk måltid sammen med børnene. På denne måde skabes der mulighed for at spejle sig i både den voksne og de andre børn, samtidig med at der kan være dialog om smage, farver og konsistenser. Køkkenet kører efter et kerneprincip om, at vi ikke smider mad ud og så vidt muligt bruger alle de varer, der bestilles. Det er både ud fra et bæredygtigt og økonomisk syn.  Derfor er køkkenets primære fokus ikke at planlægge efter stringente madplaner, for vi ved, at børns appetit varierer enormt meget fra dag til dag. Det samme gør antallet af fremmødte, så for at bevare en fleksibilitet ud fra den virkelighed vi befinder os i fra dag til dag, er vores madplan organisk - akkurat som vi mennesker er det. Vi melder ud om morgenen hvad dagens menu er på tavlen ved indgangen.  Der købes ind på ugentlig basis. Vores frugt og grønt er så vidt muligt økologisk - og der er altid et fokus på grønne retter med masser af smag. Børnene får fisk to gange om ugen og så er der fast en suppe og rugbrødsdag. Resten af måltiderne er sammensat varieret - både så børnene prøver så mange forskellige smagsnuancer og konsistenser som muligt.  Der er tænkt over protein fra planter og bønner, de dage hvor der ikke serveres kød. Og der tages hensyn til div allergener såvel som trosretninger.