Der er forskellige metoder til at registrere bevaringsværdige bygninger. Den mest gængse er SAVE-metoden. (Survey of Architectural Values in the Environment).
Med SAVE-modellen får bygningerne værdier fra 1 til 9 ud fra forskellige kriterier.
Værdierne
1-3 regnes for en høj bevaringsværdi
4-6 regnes for middel bevaringsværdi
7-9 regnes for lav bevaringsværdi.
Forskellige bevaringsværdier
Når en bygning registreres, tildeles den karakterer for 5 forskellige forhold.
Arkitektonisk værdi
Den arkitektoniske værdi vedrører bygningen som helhed. Der ses på bygningens proportioner, og om det er harmonisk og konsekvent opført inden for sin stilart. Bygningen kan fx også være et særlig unikt eksempel på en ny byggestil eller have en særlig konstruktion.
Kulturhistorisk værdi
For den kulturhistoriske værdi har det betydning, om bygningen er et godt eksempel på en lokal byggetradition enten inden for en bestemt stilart eller en særpræget anvendelse af materialer. Det kan også være afgørende, at bygningen har en særlig historisk betydning eller tilbage i tiden har haft en betydning for lokalområdet.
Miljømæssig værdi
Den miljømæssige værdi fastsættes ud fra bygningens sammenhæng med de omkringliggende bygninger. Det har betydning, om bygningen er med til at understrege eller give et kvarter eller et område et særligt præg.
Originalitet
Originaliteten bedømmes både ud fra, om bygningen står med sit oprindelige udtryk, og i hvilken stand, udtrykket er. Bygningen kan godt være istandsat, men det har betydning, om istandsættelsen og eventuelle ændringer understreger bygningens originalitet.
Tilstand
Bygningens tilstand indgår også i den samlede vurdering. Det er en konstatering af, om bygningen er vedligeholdt eller forsømt.
Du får besked om din ejendom
Hvis en bygning udpeges som bevaringsværdig, får ejeren af bygningen skriftlig besked fra kommunen.
Hvis der senere sker ændringer med bygningen, kan værdierne ændre sig. Fx kan en bygning efter en god renovering opnå en højere bevaringsværdi end ved den oprindelige vurdering.
Bevaringsværdien siger ikke noget om bygningens brugsværdi.