Typisk benyttede man asbest i tagpap, i skifer- og bølgeeternittagplader, i sålbænke og beklædningsplader i eternit. Indendørs kan der forekomme asbest i visse typer loftplader og i vægplader (fx bagved en brænde- eller kakkelovn), i fliseklæber bag klinker, samt i isoleringsmateriale til vandrør, vandvarmere og varmtvandsbeholdere. Derudover kan der være asbest i isoleringen i visse typer stålskorstene og sågar i gamle pengeskabe. Magnesit- og terrazzogulve kan indeholde asbest indstøbt i cement. Klæber i tagpap, vinyl og linoleum af ældre dato kan også indeholde asbest. Du kan læse mere på https://asbest-huset.dk  Der er brugt asbest i byggematerialer fra ca. 1920 og frem til 1988, hvor det blev forbudt at anvende. Hvis dit eternittag er fra før 1984, indeholder taget asbest. I perioden mellem 1984 og 1988 blev der produceret eternittagplader både med og uden asbest.