Daghjemmet er for dig, som bor i eget hjem og har brug for og lyst til socialt samvær og vedligeholdelsestræning.
Vores daghjem Blåklokkevej er for dig, der bor i eget hjem i Tårnby Kommune og har brug for og lyst til socialt samvær og vedligeholdelsestræning.
Sådan kommer du i gang
Du skal visiteres til at komme på daghjemmet. Du kan ansøge ved hjælp af ansøgningsskemaet herunder. Når du er blevet visiteret til daghjemmet, får du en fast kontaktperson, som ringer dig op for at aftale hvilke(n) dag(e), du vil gå på daghjemmet.
Det vil også være din kontaktperson, som modtager dig på din første dag på daghjemmet. Denne dag vil I tale om forventninger, interesser og behov, så dine dage på daghjemmet bliver brugt bedst muligt.
Det kan være en god idé, at du tager skiftetøj og andre fornødenheder med, som du har behov for i løbet af din dag hos os.
Søg om plads på daghjem
I huset kan du
Købe tøj, sko med mere hos private sælgere. Vi annoncerer, hvornår sælgerne kommer, ved indgangen.
Låne bøger - på 1. sal er der et bibliotek. Det er bemandet hver 2. uge (forskudt mandag eller tirsdag). Ikke langt herfra kan du også finde Tårnby Hovedbibliotek.
Finde frisør og fodterapi - du kan snakke med dem på 1. sal, hvis du vil det.
Vi tror på "længst muligt i eget liv"
Vi forventer, at du er motiveret til at starte i daghjemmet med en lyst til socialt samvær og at være aktiv i din vedligeholdelsestræning, uanset hvordan du fungerer.
Til gengæld får du en sød, smilende og engageret personalegruppe, som hjælper dig med dét, du ikke selv kan klare. Vi har en positiv stemning i dejlige omgivelser i et nyrenoveret hus.
Vi har stort fokus på din balance og styrke. Vi synes det er vigtigt, at du kan klare dig selv, så godt som muligt, så længe som muligt.