De fleste trafikanter oplever det indimellem. Lyssignaler på vejen kan være i stykker eller slukket som følge af en strømafbrydelse. Har du tjek på, hvem der skal holde tilbage for hvem i lyskryds uden lys?
Vær ekstra opmærksom
Kommer du til et lyssignal, som er slukket, skal du være ekstra opmærksom. Kør langsomt frem og vær sikker på, at dine medtrafikanter holder tilbage, inden du begiver dig ud i krydset. Søg øjenkontakt med de krydsende trafikanter, hvis det er muligt. Og tag ikke for givet, at alle trafikanter kender vigepligtsreglerne og holder tilbage for dig.
Hvem skal holde tilbage i et lyskryds hvor signalet er slukket?
Du skal holde tilbage for al trafik, der kommer fra højre (højre vigepligt), medmindre andet er angivet i form af fx et vejskilt, der angiver ubetinget vigepligt. I de fleste kryds er der højre vigepligt.
I nogle lyskryds er der for den ene færdselsretning opsat et skilt med rød og hvid trekant. Det betyder, at trafikanter fra denne retning har ubetinget vigepligt, når lyskrydset er gået i sort. De skal derfor holde tilbage for trafikanter fra begge sider, mens krydsende trafikanter ikke har vigepligt.
Vejdirektoratet har lavet en animationsfilm som forklarer reglerne, når et lyskryds er gået i sort.
Se videoen "Når lyskrydset går i sort"
Højre vigepligt
Højre vigepligt er en grundlæggende vigepligt i trafikken. Højre vigepligt betyder, at du skal holde tilbage for al trafik, der kommer fra højre. Trafikken fra venstre skal holde tilbage for dig. Det er vigtigt, at du sikrer dig, at trafikken, der kommer fra venstre, overholder sin vigepligt og holder tilbage for dig, inden du kører langsomt frem.
Ubetinget vigepligt
Ubetinget vigepligt betyder, at du skal holde tilbage for tværgående trafikanter, der kommer fra din højre eller venstre side. Du må køre, når der er fri bane. I lyskryds med ubetinget vigepligt vil vejskiltet med rød og hvid trekant altså understrege vigepligtsforholdende i krydset.