Umove A/S har siden oktober 2023 haft elbus-depot på Tømmerupvej og kørt buslinjerne 31,34,35 og 36, der alle er elbusser. Borgmester Allan S. Andersen lagde vejen forbi depotet
Efter Umove i efteråret 2023 begyndte at køre buslinjerne 31,34,35 og 36 som elbusser, er 63% af de offentlige busser i Tårnby emissionsfrie. De er dermed af stor betydning for vores ambitioner om at nedbringe Tårnby Kommunes CO2-aftryk, og i starten af september lagde borgmester Allan S. Andersen vejen forbi busdepotet for at lære Umove A/S bedre at kende.
En ny stor, lokal arbejdsplads
Umove A/S er Danmarks største privatejede busoperatør i den kollektive trafik. Umove blev stiftet i 2013, og har på landsplan knap 1600 medarbejdere og 650 busser. På busdepotet i Tårnby arbejder der knapt 200 personer. Størstedelen er buschauffører.
Rekruttering spiller en vigtig rolle. Umove har fokus på at tiltrække de bedste medarbejdere, så firmaet kan skabe et godt arbejdsmiljø og samtidig sikre medarbejderudvikling. Det har mange svenske chauffører opdaget, og særligt anlægget i Tårnby Kommune er populært at arbejde hos, hvis man bor i Sverige. Helt svensk er arbejdspladsen dog langt fra. Faktisk er der over 15 forskellige nationaliteter beskæftiget hos Umove A/S i Kastrup.
Se fotos fra besøget (Artiklen fortsætter efter fotogalleriet).
Bæredygtige løsninger til kollektiv transport
Borgmesteren fik ved sit besøg en rundvisning i de store nyindrettede bygninger og indblik i, hvordan driftslederne på storskærm og ved hjælp af IT-systemer kan se, hvor alle busserne befinder sig. Driftslederne kan se, om der er eventuelle forsinkelser, og de kan også kontakte chaufførerne ude på ruterne, hvis det bliver nødvendigt.
På sin vej rundt på anlægget kunne borgmester Allan S. Andersen ved selvsyn se, hvor moderne og pænt busdepotet er indrettet. Borgmesteren er selv uddannet elektriker, og det blev også til en snak om, hvordan Umove A/S har investeret i at få anlagt elkabler, der har tilført 7000 ampere, da de anlagde depotet, så deres 60 elbusser kan oplades. Det svarer nærmest til strømforbruget i omkring 500 husstande.
Det store anlæg har også en mekanikerafdeling og en vaskehal, hvor busserne kan serviceres og gøres rene. Forholdene på mekanikergraven og vaskesøjlerne er noget større, end du kender fra personbiler, så der er plads til at servicere lange og brede busser.
Moderne og effektiv drift
Borgmester Allan S. Andersen siger om besøget:
Når der kommer en ny arbejdsplads til Tårnby, der bidrager til, at mange kommer i arbejde, er det en fornøjelse at komme på besøg. Jeg kan se, at Umove A/S har skabt et moderne busdepot, der sikrer, at deres drift er effektiv, og hvor de også udvikler med fokus på at yde den bedste grønne offentlige transport. Som borgmester var jeg også glad for at konstatere, at Umove har gjort meget ud af blandt andet støjhegn, så busdriften ikke påvirker naboområdet. Depotet ligger nemlig tæt på et af vores store parcelboligområder.”