2024 er ved at være forbi, og inden vi snart tager hul på det nye år, vil jeg gerne sige tusind tak til alle jer virksomheder for det gode samarbejde i året, der nu er gået. For at gøre det lidt festligt, har vi besluttet at årets sidste nummer af Erhvervsnyt skulle dedikeres til de Tårnbyvirksomheder, der for nyligt har modtaget Børsens prestigefyldte Gazelle-pris. Kun 1 procent af landets virksomheder har en vækst, der lever op til de meget skrappe vækst-kriterier, der er for at kunne kalde sig Gazelle. Og hele 24 Tårnby-virksomheder er med på listen i år. Det er den højeste repræsentation, vi har set i mange år, så det er jeg meget stolt af, og jeg har sendt et brev ud til dem alle for at ønske tillykke. I nyhedsbrevet her, kan du møde tre af virksomhederne og høre, hvad det betyder for dem at kunne kalde sig Gazeller. Det er dog ikke kun Gazellebreve, jeg har haft travlt med at sende ud. Blandt diverse julekort håber jeg også, du har modtaget en invitation til at deltage i vores nytårskur for erhvervslivet. Vi får denne gang en ganske særlig gæst, nemlig tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Poul Nyrup Rasmussen er stifter og projektor for Det Sociale Netværk og Headspace Danmark. Sidstnævnte tilbyder rådgivning til unge mellem 12 og 25 år, og vi arbejder på at få en lokal afdeling her i Tårnby. Det kan du også læse mere om i nyhedsbrevet, hvor der desuden er et link til at tilmelde dig nytårskuren den 9. januar. Jeg håber meget at vi ses. God læselyst og husk at du altid kan skrive til kommunikation@taarnby.dk hvis du har ideer til nyhedsbrevet, også til hvordan vi kan gøre det bedre. Glædelig jul og rigtig godt nytår.