600 besøgende lagde vejen forbi, da der 23. februar var jobmesse i Amagerhallen. Her kunne de møde cirka 60 forskellige virksomheder. En af dem var rengørings- og servicefirmaet RenEksperterne. Her fortæller kunde- og driftschef Kim Axelsen, hvad virksomheden fik ud af at stille op.
23. februar kunne Tårnby Kommune for første gang efter coronakrisen byde velkommen til jobmesse. Jobmessen holdes i samarbejde med Dragør Kommune og sprogskolen VSKdansk. Borgmester Allan S. Andersen bød velkommen, og herefter havde de 600 besøgende mulighed for at tale jobmuligheder med virksomhederne, som havde opstillet stande og stod klar til at besvare spørgsmål. En af virksomhederne var RenEksperterne, der er et lokalt rengørings- og servicefirma. ”Der kom mange hen og stillede spørgsmål, og vi fik også talt med nogle af de øvrige virksomheder,” fortæller Kim Axelsen, der er kunde- og driftschef i RenEksperterne. ”Det er de store virksomheder som lufthavnen og Scandic, der tiltrækker flest, men der kom også en del hen til vores stand. Nogle stillede sig lidt på afstand og kiggede, og så kom vi dem i møde. Vi kan altid bruge flere medarbejdere, og det var en god anledning til at fortælle om, hvad vi kan tilbyde og de muligheder, der er ved at have et job i rengøringsbranchen.” Selvom jobmessen endnu ikke har ført til konkrete ansættelser, er Kim Axelsen ret sikker på, at RenEksperterne gerne stiller op næste gang, der er jobmesse. ”Der var en god stemning, og arrangementet var meget veltilrettelagt,” slutter han.