Mobiltelefonen med knust skærm, Chromebooken der blev tabt, og den bærbære, der har suget for meget kaffe. Hos Mobilrepair i Kirstinehøj har servicefolkene set lidt af hvert.
Servicecentret hos Mobilrepair Kastrup betjener business to business-segmentet, så det er oftest IT-udstyr fra virksomheder, skoler og offentlige institutioner, som kommer derud. Da borgmester Allan S. Andersen besøgte virksomheden, fik han et indblik i, hvor meget IT- og telefonudstyr, som faktisk kan genbruges, selvom det ikke ser ud til at kunne reddes.
Bæredygtighed gennem istandsættelse
Mobilrepair Kastrup er en del af Mobilrepair ApS, som er etableret og skabt af Mamet Strunch Naghdiani i 2014, hvor hans første butik åbnede i Helsingør.
Borgmester Allan S. Andersen var på besøg i servicecentret i Kastrup for at blive klogere på, hvordan hele Mobilrepairs forretningsmodel er solidt bygget op om kerneværdier som bæredygtighed og inklusion blandt medarbejderne.
Bæredygtighed gennemstrømmer virksomhedens kerneopgave, hvor firmaer kan tegne aftaler om at få deres IT-og telefonudstyr serviceret. Mobilrepairs cirka 12 ansatte i Kastrup arbejder derefter på at istandsætte udstyret eller genbruge delene til andre maskiner. Hvis udstyret ikke kan renoveres, kan de værdifulde mindre dele næsten altid brydes op og genbruges.
Borgmester Allan S. Andersen besøgte også lageret, hvor der sorteres og genbruges, og hvorfra brugt udstyr sendes videre. Beliggenheden i Kastrup er ideel, når kunderne er fra hele Danmark og de øvrige skandinaviske lande. Mobilrepair har et tæt samarbejde med transportfirmaer i Kirstinehøj, når opgaverne skal gå stærkt. Hvilket de ofte skal, for ingen kunde kan undvære sit elektroniske udstyr for længe.
En rummelig arbejdsplads
Mobilrepair tager et samfundsmæssigt ansvar og skaber plads til mennesker med udfordringer som eksempelvis autisme eller en anden diagnose. Ofte er en diagnose en direkte fordel for at kunne arbejde med de specialiserede opgaver med datastyring, sletning af data og genbrug af udstyrsdelene.
Der er et tæt og godt samarbejde med Tårnby Kommunes virksomhedsservice, som gerne hjælper med at finde de rette profiler til Mobilrepair. Under sit besøg udtrykte Borgmester Allan S. Andersen sin taknemmelighed for at Mamet Naghdiani hjælper mange lokale borgere til et spændende og indholdsrigt arbejde.
Fokus på automatisering
Mobilrepair har en sikker styring af deres lager og deres reservedele, og der er altid overblik over lagerbeholdningen. På den måde optimerer de drift og services over for kunderne.
Også automatisering i form af at bruge AI i processer er noget, som Mobilrepair er ved selv at udvikle til deres systemer. For eksempel til at sikre, at den information, som kunder taster ind i bestillingssystemerne, står korrekt, og kan bruges i lagerstyringen.
En stærk forretningsmodel
Borgmester Allan S. Andersen gik fra virksomhedsbesøget med stor tilfredshed.
”Under mit besøg hos Mobilrepair fik jeg indblik i en virksomhed, der på helt særlig vis formår at afspejle vigtige emner som bæredygtighed og et rummeligt arbejdsmarked i deres forretningsmodel. Jeg kan kun rose Mamet for det arbejde, de gør i Mobilrepair for at skabe en arbejdsplads for alle. Samtidig var det en øjenåbner i forhold til, hvor vigtigt det er, at vi tænker bæredygtighed ind i livscyklussen for vores IT- og telefonudstyr, alene på grund af de mængder og ressourcer der forbruges.”