Borgmester Allan S. Andersen skulle blot et stenkast væk fra Tårnby Rådhus for at besøge Scandinavian Baggage Service ApS, som har til huse på Amager Landevej. Her distribueres forsinket bagage fra lufthavnen, så rejsende kan blive genforenet med deres bagage, der ikke dukkede op som forventet på baggagebåndet ved ankomst.
Lars Konrad, CEO, Morten Nannestad, Chief Business Development Officer, og Per Adsersen, Chief Operating Officer fra Scandinavian Baggage Service ApS modtog borgmester Allan S. Andersen og kommunaldirektør Lars Rich.
Mere end 50.000 årlige leveringer
Besøget startede med en omvisning i firmaets lokaler, som huser omkring 12 ansatte i dag. Det foregik midt på dagen, og derfor var den bagagehal, som om morgenen er fyldt med forvildet bagage, nærmest helt tom.
Scandinavian Baggage Service ApS har aftaler med en række af handlingsselskaberne i lufthavnen, blandt andet med Aviator og Menzies og en række af de store flyselskaber direkte. Det er disse firmaer, som kontakter Scandinavian Baggage Service ApS, når der er kufferter, som ikke er kommet med samme fly som deres ejermænd, men kommer senere frem til lufthavnen.
Det er så Scandinavian Baggage Service ApS, der har opgaven med at hente kufferterne i lufthavnen, kontakte kuffertens ejermænd og aftale et tidspunkt, de kan levere kufferterne tilbage på. Det kan blive til over 50.000 leveringer på et helt år, og flere gange med flere stykker bagage pr. levering.
Det store puslespil for Scandinavian Baggage Service ApS er at få logistikken til at gå op og planlægge ruterne på tværs i landet. For de betjener ikke kun lufthavnen i Kastrup, men også lufthavnene i Billund, Aalborg og Århus. Her skal der naturligvis planlægges effektivt og smart, så vognmændene kan tage mest bagage med på turene.
Forretningsudvikling og fremtid
Forretningsplanen for Scandinavian Baggage Service ApS bygger i realiteten på fejl, der opstår ved bagagebånd rundt omkring i verdenen. I takt med at flere rejser med håndbagage – og kun med håndbagage – er antallet af mistet bagage også faldet.
Derfor er det vigtigt for Scandinavian Baggage Service ApS at forretningsudvikle og finde nye forretningsmuligheder. Blandt andet vil de gerne udvikle andre former for transport af bagage, det kan være for krydstogtspassagerer.
Borgmester Allan S. Andersen var glad for at høre, at Scandinavian Baggage Service ApS har været i dialog med Erhvervshus Hovedstaden, og at rådene fra Erhvervshuset havde været med til at sætte gang i virksomhedens udvikling. Erhvervshus Hovedstaden er et gratis tilbud om erhvervssparring og vejledning til alle virksomheder. Det er gratis for virksomheder og iværksættere at benytte, for det er kommunerne som står bag finansieringen af erhvervsfremmesystemet.
Opskriften er ihærdighed
I november 2024 kårede Børsen en række gazellevirksomheder på tværs af Danmark, og Scandinavian Baggage Service ApS var blandt de virksomheder, der kom igennem nøgleøjet med krav om positiv vækst og fordoblet omsætning.
Ihærdighed er opskriften på, hvordan Scandinavian Baggage Service ApS på knap fem år er gået fra to mænd i en koldhal med et skrivebord og en standerlampe, til en virksomhed med 12 medarbejdere og nu også en Gazellepris. Opstarten var præget af coronapandemien, hvor alle fly holdt stille og derfor var der ikke meget bagage at hente og bringe.