En mørk og sen december aften besøgte borgmester Allan S. Andersen den nye DHL-terminal på Kystvejen. Der var nu ikke noget lyssky over besøget, for DHL Express Copenhagen HUB havde inviteret netop om aftenen, fordi det er på dette tidspunkt, de har meget aktivitet på rampen ved fragtflyene og på pakkebåndene.
DHL Express er et verdensomspændende logistikfirma, faktisk er det repræsenteret i 220 lande og territorier og har cirka 600.000 ansatte på verdensplan. DHL Express i Kastrup er del af DHL Group. De fleste kender navnet DHL, men de færreste ved nok, at firmaets navn er en forkortelse af navnene på grundlæggerne Dalsey, Hillblom og Lynn som grundlagde DHL i 1969 i San Francisco, USA. Fra isbjørneunger til julegaver fra fjerne himmelstrøg Den nye DHL-terminal i Kastrup er dobbelt så stor som den gamle bygning. Den ligger midt på Kystvejen og er meget synlig med den gule og røde facade. DHL Express har været i Kastrup siden 1992. I de mere end 30 år har man håndteret alskens fragtløsninger af hastende karakter – fra de helt særlige som covid-vacciner eller isbjørneunger -  til de mere gængse som reservedele til den danske industri eller julegaverne fra fjerne himmelstrøg. Fremtidssikret terminal DHL Express Copenhagen HUB flyttede ind i den nye terminal i april 2023, og her er der fremtidssikret til håndtering af pakker og gods med moderne sorteringsanlæg, arbejdsmiljøvenlige løfteudstyr og højt fokus på sikkerhed på arbejdspladsen. Der er omkring 700 ansatte i Kastrup og medarbejderstaben blev udvidet med 150 ansatte i forbindelse med flytningen. Næst efter Københavns Kommune, er Tårnby Kommune det sted, hvor flest af deres medarbejdere bor. Nogle har været i virksomheden i alle årene i Kastrup. Borgmesteren blev taget godt imod af vice president DHL Express Copenhagen HUB Morten Lihme, senior director Steven Den og public affairs director Anne Winsløv, der viste rundt i den nye, lyse og topmoderne terminal. Det store sorteringsanlæg kan sortere 30.000 enheder per time. CO2-netural i 2050 DHL-Express i Kastrup en regional HUB, så her håndteres hver nat og morgen gods fra hele verden til distribution i Danmark eller videre flytransport til de nordiske og baltiske lande. Om aften vendes processen, så eksportgods fra Danmark, Norden og Baltikum håndteres og videredistribueres ud i verden gennem transit i de større regionale HUBs i Leipzig i Tyskland, Milano i Italien, Bruxelles i Belgien og East Midlands, som er tæt på Birmingham. DHL tager ansvar, også når det kommer til bæredygtighed og at reducere CO2 udledning. Som en del af strategien har man haft fokus på bæredygtighed i byggeriet. Der flyves med moderne og rummeligere fly, der larmer mindre og udleder mindre partikelforurening. DHLs målsætning er at være CO2-neutral i 2050. Besøg i cockpittet Rundvisningen gik helt ud til rampen, hvor fragtflyene holder, og borgmesteren fik lov til at aflægge besøg i cockpittet på et fragtfly fra Leipzig, hvor han hilste på piloten. Besøget gjorde stort indtryk på Allan S. Andersen: ”DHL Express er en af de store og attraktive arbejdspladser, vi har liggende i kommunen. Det var tydeligt at mærke, hvor meget sikkerhed er prioriteret i arbejdets udførsel og i indretningen af den nye terminal. Jeg oplevede en kæmpe arbejdsstolthed hos alle, jeg fik hilst på under besøget. Det er imponerende så effektivt, DHL sikrer, at gods og varer kommer frem.” Vice president Morten Lihme takkede for, at borgmesteren ville bruge sin aften på at se terminalen og hilse på medarbejderne: ”Vi er stolte af at kunne give indblik i det store arbejde, der ligger bag, at en virksomhed i f.eks. Tårnby klokken 15.00 kan bestille noget fra en leverandør i Milano, der så er fremme dagen efter før klokken 9.00.”