Det hele menneske er i fokus hos Copenhagency, der arbejder med rekruttering og jobservice og ligger i erhvervsområdet ved Fuglebækvej.
Det hele menneske er i fokus hos Copenhagency, der arbejder med rekruttering og jobservice og ligger i erhvervsområdet ved Fuglebækvej. Borgmester Allan S. Andersen lagde vejen forbi til en snak om beskæftigelsesindsatsen. Copenhagency er et lille firma i vækst, og de arbejder med rekruttering og jobservice. Der er i dag 13 ansatte i firmaet, og de har for nyligt åbnet en lille filial i Holbæk. Borgmester Allan S. Andersen og kommunaldirektør Lars Rich mødtes med stifterne Mie og Kasper Sundby og fag- og udviklingschef Susanne Rasmussen. Mennesker og skæbner  Copenhagency er særligt kendte for deres succes med at sætte det hele menneske i centrum, når de arbejder med at få borgere tilbage på arbejdsmarkedet. De er drevet af at have fokus på mennesker og på skæbner. Det ultimative mål er, når det lykkes dem at få en borger i selvforsørgelse. Under besøget fortalte Mie og Kasper om deres virksomhedsrejse helt fra starten, hvor de lejede lokaler i vandtårnet på Oliefabriksvej, til i dag med kontorer og undervisningslokaler på Fuglebækvej. Der blev også plads til en god drøftelse om beskæftigelsesindsatser og forløb for borgere. Borgmester Allan S. Andersen siger om besøget: ”Erhvervslivet i Tårnby har mange facetter, og på alle mine virksomhedsbesøg bliver jeg klogere på de udfordringer, som virksomhederne står overfor i hverdagen. Copenhagency har jeg fulgt helt fra start, og det er dejligt at se, hvordan virksomheden er vokset og stadig bliver større. Mit besøg hos Copenhagency var samtidig en god anledning til at få en status og blive klogere på et emne, som også ligger mig nært, nemlig beskæftigelsesindsatsen.”