Borgmester Allan S. Andersen fortæller om, hvad der rører sig på erhvervsområdet i Tårnby Kommune.
Kære virksomheder,Så er vi klar med den anden udgave af Tårnby Kommunes nyhedsbrev til erhvervslivet. Vi er her i 2022 gået ind i en ny valgperiode, og jeg tager hul på min anden periode som borgmester i kommunen. Jeg vil fortsat arbejde for, at Tårnby skal være endnu mere erhvervsvenlig. Vi skal udvikle de eksisterende erhverv i kommunen, men vi skal også tiltrække og udvikle nye erhverv, som kan løfte Tårnbys udvikling. Vi er i øjeblikket i gang med at få foretaget et servicetjek af hele organisationen. Servicetjekket skal gerne belyse, hvordan vores service er som helhed, så konklusionerne ser jeg meget frem til. Fokus på trængsel Vi har løbende et fokus på, hvordan vi kan optimere rammerne for erhvervslivet. De af jer, som benytter Englandsvej til fx at komme ud til Kirstinehøj eller hvor jeres virksomhed nu ligger ved, at strækningen mellem Løjtegårdsvej og Øresundsmotorvejen i mange år har været ramt af meget trængsel i myldretiden. Derfor er vejen blevet udvidet med en ekstra kørebane i nordlig retning samt en forbedring af krydset Englandsvej-Gemmas Allé. Det er sket blandt andet efter en del henvendelser fra jer i erhvervslivet, hvor I har berettet om trængselsproblemerne. Tæt trafik i myldretiden er en udfordring mange steder, og derfor vil vi fortsat have et kig på, hvordan vi kan lette trængslen. Ledighedstal er igen lave Jeg er i gang med at komme ud på virksomhedsbesøg, for at lære flere af jer at kende og samtidig få viden om, hvad der rører sig hos jer og i jeres brancher. På den måde kan vi nemlig målrette vores indsatser endnu mere. Her kan du læse lidt om de seneste virksomhedsbesøg, jeg har været på. Når man som jer driver virksomhed spiller rekruttering en vigtig rolle. Mange af jer har oplevet en intensiv periode under corona-pandemien, hvor I først måtte ud at fyre folk og senere skulle hyre igen. Lysten til at hyre mærkes i den grad også på ledighedstallene. De seneste ledighedstal for januar 2022 viser, at ledigheden i Tårnby er på 3,0 procent. Det er en lav ledighed, og ledigheden er nu under det niveau, som vi så umiddelbart inden, covid-19 kom til Danmark for næsten to år siden. Dengang blev vi i Tårnby hårdt ramt, da rigtig mange af vores borgere arbejdede i luftfartsbranchen, som lukkede ned fra den ene dag til den anden.Pludselig stod rigtig mange af vores borgere uden job, og det var et hårdt slag for hele kommunen. Som kommune tog vi den pludseligt opståede beskæftigelsesudfordring meget alvorligt, og vi oprustede i vores jobcenter og fremrykkede indsatsen til et fremskudt jobcenter ude i lufthavnen. Samtidig har vores erhvervsliv været rigtig gode medspillere og været gode til at tage ledige i job. Det er en udvikling, som vi sætter pris på, og håber vil fortsætte i fremtiden. Pladser i Iværksættertårn Jeg vil her til sidst også lige slå et slag for vores iværksættertårn på Oliefabriksvej. Lige nu har vi to ledige lokaler til iværksættere, som mangler et sted at drive iværksættervirksomhed fra. Huslejen er 2400 kroner om måneden og med det får man ikke bare en fantastisk udsigt ud over Tårnby, men man får sin daglige gang blandt andre iværksættervirksomheder, og der er en særlig pionerånd over stedet. Vil du vil mere, så klik her.God læselyst med denne udgave af Erhvervsnyt.