En ny parkeringsordning skal gøre det nemmere for både erhvervsdrivende og borgere at finde en parkeringsplads i nærheden af deres virksomhed eller bolig.
Parkering er altid et emne, som vedrører mange både bilister og andre trafikanter. Og det vedrører selvsagt også mange virksomheder. I Tårnby Kommune er der et større og større pres på kommunens parkeringspladser. Presset kommer blandt andet fra pendlerparkering fra tog- og metropassagerer, parkering fra bilister med ærinder i lufthavnen samt overskudsparkering fra omegnskommuner. Kommunen får stadig flere henvendelser, fordi borgere og erhvervsdrivende i kommunen har svært ved selv at finde en parkeringsplads i nærheden af deres bolig og virksomhed.For at imødegå presset har kommunen lavet et oplæg til en ny parkeringsordning, der har været igennem de politiske udvalg her i juni. Efterfølgende sendes ordningen også i offentlig høring i løbet af sommeren. Hvis den bliver godkendt politisk, forventer Tårnby Kommune, at den kan træde i kraft 1. december. Ordningen medfører blandt andet en zoneinddeling, nye licensaftaler og timebetaling. Det vil vi informere mere om snart.