Borgmester Allan S. Andersen fortæller om, hvad der rører sig på erhvervsområdet i Tårnby Kommune.
Kære alle. Så er vi kommet til efteråret, og sommerferien er for længst lagt bag os. Vejret viser sig dog stadig fra sin bedste side, og det er dejligt, at vi stadig kan få glæde af det gode vejr. Når jeg ser tilbage på sommeren, så ser jeg først og fremmest tilbage på Ed Sheeran-koncerterne, som vi i Tårnby var værter for i starten af august. I løbet af fire dage gæstede 160.000 gæster Øresundsparken, hvor den britiske popstjerne gav koncerter. Det skabte ekstra aktivitet i Kastrup, og udover at mange af vores borgere fik en fantastisk musikoplevelse – enten inde på koncertpladsen eller uden for, så har mange af vores lokale erhvervsdrivende også oplevet en gevinst. Og det var præcis det, der var vores håb. Hoteller og spisesteder havde mange koncertgæster forbi i de fire dage, hvor Ed Sheeran gæstede Øresundsparken. Læs mere om det i denne udgave af Erhvervsnyt  Efteråret byder på erhvervstræf, hvor jeg håber at se mange af jer virksomheder. Det afholder vi torsdag 22. september på Clarion Hotel & Congress Copenhagen Airport. Eftermiddagen byder på et spændende program, hvor blandt andet koncertarrangøren bag Ed Sheeran-koncerterne giver et indblik i deres arbejde med at afvikle fire megakoncerter. Se hvad du ellers kan opleve ved erhvervstræffet her. Som kommune har modtagelsen af ukrainske flygtninge fyldt meget det seneste halve år. Vi har fået lidt under 200 ukrainere, og mange af dem er allerede kommet i job. Vi oplever en rigtig positiv interesse fra virksomhederne til at ansætte ukrainere, og det sætter jeg som borgmester stor pris på. I tager virkelig et stort samfundsansvar på jer, og det er rart at se. Læs mere om ukrainere i job i denne udgave af Erhvervsnyt. God læselyst med Erhvervsnyt.