Rigtig mange koncertgængere besøgte de lokale spisesteder, inden de tog til Ed Sheeran-koncert.
Det var ikke bare inde på selve koncertpladsen, at der var gang i den, da Ed Sheeran i begyndelsen af august gæstede Tårnby. Også på hoteller og spisesteder i Kastrup var der spækket med gæster, som skulle til koncert med den britiske verdensstjerne. På Cafe Le Perr i Kastruplundgade var der alle fire dage mere travlt, end cafeen tidligere har oplevet. ”Vi har aldrig nogensinde haft så travlt, som vi havde i de fire dage. Det var nogle af de bedste dage, vi har haft, og det giver et godt plus i kassen. Det er dejligt og har betydet, at vi også har kunnet belønne vores dygtige medarbejdere med en lille bonus. Vi måtte faktisk afvise kunder, fordi der simpelthen ikke var plads til dem,” siger Babba Khan, der er restaurantchef på Cafe LePerr i Kastruplundsgade. Cafeen havde i de fire dage, der var koncert, rigtig mange koncertgæster - både lokale men især folk fra Jylland og også gæster fra lande rundt om i Europa.”Vi har altid travlt om sommeren men det her var helt vildt. Vi havde ikke lavet særlige tilbud til koncertgæsterne, men vi gjorde meget for at bevare vores sædvanlige alacarte-kort og drinkskort, så gæsterne havde mange ting at vælge imellem. Det krævede selvfølgelig også lidt hårdere arbejde fra vores side, men det var det værd for vi havde rigtig glade gæster,” siger Babba Khan. Gæster havde bestilt i god tid På en anden af Kastrups cafeer, Cafe Kystens Perle, var der også ekstra travlhed i forbindelse med koncerterne.”Vi havde mega travlt, og kunne sagtens mærke, at Ed Sheeran var i byen. Der var rigtig mange udenbysgæster, som kom fra hotellerne. De havde været inde og søge på spisesteder i Kastrup, og havde så reserveret i god tid hos os,” fortæller Kristine Als, der driver cafeen sammen med sin søster. Kystens Perle havde forberedt særlige tiltag under Ed Sheeran. De havde lavet en udendørs bar og pølsevogn ”Vi havde lavet de her tiltag, men faktisk fandt vi ud af, at det her koncertpublikum mere var til cocktail og rosé, men vores gæster hyggede sig, og vi havde rigtig travlt, så det var fantastisk,” siger Kristine Als. Også hotellerne i Kastrup havde mange gæster, der skulle til koncert. Et af dem var Scandic CPH Strandpark. ”Vi havde mange gæster boende, som skulle til koncert med Ed Sheeran, og vi havde også mange gæster som brugte vores barer i forbindelse med koncerterne, så har det været virkelig dejligt. Det er dejligt at ligge placeret i et attraktivt område, så tæt på København, som kan tiltrække den her type megaevents,” siger Mogens Jørgensen, der er General Manager hos Scandic CPH Strandpark.