Borgmester Allan S. Andersen fortæller lidt om, hvad der rører sig i kommunen med fokus på erhvervsområdet.
Sommeren er over os, og et af de områder, hvor det giver øget trafik, er på Kastrup Havn, hvor der er godt gang i aktiviteterne – både til lands og til vands. Det har inspireret til et tema om livet på havnen her i Erhvervsnyt, og jeg håber, at du har lyst til at læse med. I temaet kan du blandt andet møde havnefogeden, indehaveren af den nye foodtruck, som samt restaurantchefen fra Restaurant Kastrup Strandpark, som fortæller, hvordan de mærker udviklingen i havnen. Jeg har været på flere virksomhedsbesøg siden sidst, hvilket du også kan læse mere om. En af de virksomheder, jeg har besøgt, er Black Iron Horse på Skøjtevej 11. Black Iron Horse laver ladcykler, der kombinerer bæredygtighed med sikkerhed, og virksomheden er en af de 97 virksomheder fra Tårnby Kommune, som i 2022 har fået hjælp til forretningsudvikling gennem nogle af de mange forskellige tilbud hos Erhvervshus Hovedstaden. Tallet 97 er fra Erhvervshusets årsrapport for 2022. Faktisk fik mere end 5.000 iværksættere og virksomheder hjælp til at udvikle deres forretning gennem Erhvervshus Hovedstaden i 2022. Af dem var altså knapt 100 fra vores kommune. Det er en stigning fra 2021, hvor 51 lokale virksomheder var i dialog med Erhvervshuset. Det glæder mig, at flere og flere erhvervsdrivende får kendskab til, at Erhvervshus Hovedstaden tilbyder gratis og uvildig rådgivning og sparring om forretningsudvikling. Alle, helt fra den nye iværksætter til vækstvirksomheden, kan have gavn af en dialog med en af forretningsudviklerne fra Erhvervshus Hovedstaden. Black Iron Horse har eksempelvis været i dialog om eksport og bæredygtighedstiltag. Læs mere om de mange sparringsmuligheder  Sidst men ikke mindst kan jeg fortælle, at vi er i fuld gang med at forberede sommerens koncertoplevelse i Øresundsparken. Det er GRØN, der lægger vejen forbi 20. juli med navne som Medina, MØ, Artige Ardit og mange flere. Vi håber, at koncerten vil have en positiv afsmitning på Tårnbys lokalsamfund ligesom sidst års Ed Sheeran-koncerter, der gav øgede indtægter for mange af vores erhvervsdrivende. Rigtig god læselyst. Husk, at du altid er velkommen ti at skrive til kommunikation@taarnby.dk hvis du har ideer, ris eller ros til Erhvervsnyt.