Borgmester Allan S. Andersen byder velkommen og fortæller lidt om, hvad der rører sig i kommunen med fokus på erhvervsområdet.
100 lokale erhvervsfolk stod på deltagerlisten, da vi for nyligt holdt træf for Tårnbys virksomheder. Temaet var bæredygtighed, og det var en stor fornøjelse at møde både de deltagende virksomheder og høre de forskellige oplæg om emnet.
For nogle virksomheder kan omstillingen til bæredygtig produktion måske virke afskrækkende, fordi man tænker, at det er ekstra ressourcekrævende og kan være i tvivl om, hvad det betyder for bundlinjen, men jeg synes, vores oplægsholdere meget overbevisende fik fortalt, hvordan man kan gøre bæredygtighed til en succes, og hvordan de også mærker efterspørgslen hos kunderne.
Noget, der især glædede mig, var, da vi undervejs holdt en netværksøvelse. Her kunne man tydeligt mærke den gode, imødekommende stemning, der er blandt Tårnbys erhvervsdrivende. Jeg ved, at flere gik derfra med nye kontakter, og det gør mig glad og stolt, når vi som kommune er med til at skabe gode betingelser for jer erhvervsdrivende og give jer oplevelsen af, at vi kommer jer i møde.
En anden god ting, der kom ud af erhvervstræffet er, at vi har fået en del tilmeldinger til Erhvervsnyt. Rigtig hjertelig velkommen til jer, der er nye læsere. Jeg håber, at I får glæde af at læse med.
Dansk Industri (DI) I har for nyligt offentliggjort Lokal Erhvervsvenlighed 2023. Det er en landsdækkende, årlig undersøgelse, der evaluerer og sammenligner erhvervsvenligheden i landets kommuner. Vurderingen er baseret på en række statistiske parametre samt en tilfredshedsundersøgelse blandt de lokale virksomheder.
Vi er gået ni pladser frem i forhold til sidste år. Det, som jeg hæfter mig ved, er, at vi blandt andet kan se en statistisk fremgang på vores sagsbehandlingstider på miljøsager og byggesager. Vores miljøafdeling har arbejdet hårdt for at forbedre sagsbehandlingstider, og jeg er stolt af, at det kan ses i analysen. På dialogen mellem virksomheder, politikere og embedsmænd, bliver vi også vurderet bedre i år.
Det er positivt, at vores initiativer med blandt andet nyhedsbreve og erhvervstræf begynder at vise sig i jeres vurdering af os. Jeg ser DI rapporten som et værktøj til dialog og drøftelser mellem erhvervslivet, brancheorganisationer og kommunen.
Denne udgave af Erhvervsnyt byder blandt andet på et tema om erhvervstræffet. Her kan du blandt andet se en stemningsvideo, møde nogle af de virksomheder, der deltog, og høre, hvad de fik ud af det.
Vi har også været en tur forbi det kommende Kirstinehøj III, hvor der i øjeblikket bliver lavet arkæologiske udgravninger, og jeg har været på virksomhedsbesøg hos Kassow Robots, der er en fremadstormende virksomhed med højteknologiske produkter på hylderne og en fantastisk beliggenhed med udsigt over Øresund. Der er også spændende nyt fra Flyverbyen, og jeg håber i det hele taget, at du vil finde indholdet i vores magasin interessant.
Husk i øvrigt, at du altid er velkommen til at skrive til os, hvis du har input. Skriv til kommunikation@taarnby.dk
Bæredygtigt erhvervstræf