Miljøvurderingen er en vurdering af dit projekts virkning på miljøet.
En miljøvurdering eller en VVM-vurdering er en vurdering af visse offentlige og private anlægs virkninger på miljøet. Det er en planlægningsproces der sikrer, at offentligheden og de rette myndigheder bliver inddraget.
Læs mere om VVM på mst.dk
Se Miljøvurderingsloven med bilag på retsinformation.dk
Projekter omfattet af bilag 1
Anlæg opført på baggrund af bestemmelserne i bilag 1 i Miljøvurderingsloven skal altid VVM-vurderes. Dette gælder, hvis der er tale om nye anlæg eller væsentlige ændringer til et eksisterende anlæg.
Projekter omfattet af bilag 2
Anlæg opført ud fra bestemmelserne i bilag 2 skal først VVM-screenes med henblik på at vurdere, om anlægget på grund af dets art, dimensioner eller placering må antages at kunne få en væsentlig indvirkning på miljøet.
Hvis I på forhånd ved, at projektet skal miljøvurderes, kan I springe screeningen over. I skal kontakte os for at lave en aftale om at gennemføre en fuld miljøvurdering uden forudgående screening.
Hvis VVM-screeningen udløser miljøvurdering
Hvis en VVM-screening af et projekt viser, at der er en miljøpåvirkning eller en risiko for en væsentlig miljøpåvirkning, skal projektet igennem en fuld miljøvurdering.
Hvis VVM-screeningen ikke giver anledning til miljøvurdering
Hvis screeningen viser, at projektet ikke medfører væsentlig miljøpåvirkning, er det ikke nødvendigt at lave en fuld miljøvurdering. I disse tilfælde kan vi give tilladelse til, at projektet kan begynde på baggrund af screeningen.
Skriftlig tilladelse
Bygherren skal altid anmelde det skriftligt til os, inden I etablerer, udvider eller ændrer et anlæg, som er godkendt efter Miljøvurderingsloven. I må ikke begynde på projektet, før vi har givet jer skriftlig tilladelse.