Sundhedsprisen er på 25.000 kroner og uddeles i forbindelse med Sundhedsugen i uge 41 til en person, virksomhed, institution eller forening, der har gjort noget særligt for sundheden i Tårnby Kommune.
Hvem skal have Sundhedsprisen? Prisen uddeles til en person, virksomhed, institution eller forening, der har gjort noget særligt for sundheden - såvel den fysiske som den mentale - i Tårnby Kommune. Det kan være en person, virksomhed, institution eller forening som: Har været med til at vise nye veje, iværksætte sundhedsfremmende tiltag og/eller generere ny viden Har været med til at inspirere andre og udbrede forståelsen for sundhed Har udført et særligt og usædvanligt tiltag for folkesundheden i kommunen Med Sundhedsprisen følger 25.000 kroner, som skal gå til at understøtte det sundhedsfremmende arbejde. Sidste frist for at indstille kandidater til Sundhedsprisen er 6. september 2024. Tidligere års vindere Sundhed kan være mange ting, og vinderne fra tidligere år har også været meget forskellige. I 2023 gik prisen til Kastrup Boldklub. De fik prisen især for deres nye hold - E-holdet – som er et hold dedikeret til børn med særlige behov.  I 2022 gik prisen til Jesper Torstensson fra Amager Demons for hans arbejde med at forene amerikansk fodbold og pædagogik i nogle særlige rammer, som giver børn og unge med opmærksomhedsdiagnoser som ADHD bedre vilkår for at deltage i idræt på lige fod med deres jævnaldrende. Andre år er Sundhedsprisen gået til foreningen Ildsjælene, Sprogskolen, Ældre Sagens aktiviteter (herunder Vågetjenesten), foreningen Mænds Mødesteder, tre klasser på Pilegårdsskolen, Netværkshuset Kastruplund, Amager Atletik Klub og Kastrup Boldklub. Fejres på Familiedagen Sundhedsprisen bliver overrakt på Tårnby Familiedag, som afholdes i forbindelse med Sundhedsugen, der finder sted hvert år i uge 41. Samtidig med, at vi uddeler Sundhedsprisen, udnævner vi også Sundhedsambassadører. Læs mere om det her.