Lege- og aktivitetsområdet er indrettet som en lille folkepark for børn, unge og voksne. Det er muligt at lege og udfordre sit mod ved at kravle op i den store spaceball og tage rutsjebanen ned. På området finder du også gynger, legehus, trampoliner, klatrenet, opholdspladser, motionsudstyr og beachvolley. Du kan vælge at tage kampen op med motionsredskaberne eller teste dine færdigheder inden for beachvolley. Er du mere til hygge og afslapning er der også muligheder for at sidde ned. Desuden kan du oplade din mobiltelefon. Aldersgruppe For alle børn, unge og voksne. Sådan finder du legepladsen Du finder legepladsen syd for Vestamager Svømmehal. Adgang fra Ugandavej 91 til parkeringspladsen foran svømmehallen. Du kan også komme til legepladsen via Vestamager Idrætsanlægs øst-vestgående sti, der går fra Ugandaskoven til Vestamager Centeret.