Ugandaskoven er en bynær skov med plads til voksne og børn.
Bynær skov med plads til alle Ugandaskoven er en bynær skov, hvor børn og voksne kan færdes frit. I skoven finder du et varieret dyre- og planteliv. I den sydøstlige del finder du en lysning, hvor der er plads til leg.  Vandhuller I skoven finder du flere vandhuller, som huser forskellige paddearter. Vi bruger vandhullerne, når vi underviser børn fra byens skoler, børnehaver og vuggestuer. Vandhullerne er beskyttede af hensyn til dyrelivet. Det er derfor ikke tilladt at udsætte fisk og andet i vandhullerne. Det er heller ikke tilladt at bade i vandhullerne. Udsigtsplatform I skoven er der en platform, hvor du kan nyde udsigten af skovens træer og et lille vandhul. Fra toppen af platformen kan du opleve plante- og dyreliv fra højden. Platformen er lavet som en gangbro, der strækker sig mellem 2 af skovens birketræer. Den står på 2,5 meter høje pæle af robinietræ. Dækket mellem de 2 træer er lavet af lærketræ og er i alt 15 meter langt med flere små fremspring, hvor du kan betragte naturen. Du finder platformen tæt på parkeringspladsen ved Ugandavej 73 og ved at følge stien gennem buskadset. Drift og vedligehold Vi udtynder fra tid til anden skoven. Det gør vi for at pleje skoven så vi sikrer træernes sundhed, vækst og stabilitet.  Der er gravet grøfter for at lede vand væk fra skoven. Træerne har ikke godt af for meget vand og vi undgår også, at stierne bliver oversvømmet.