Ridestierne i Tårnby ligger på grænsen mellem land og by. På din ridetur kan du opleve nogle af Amager og Tårnbys kendetegn.
Nyd naturen og landskabet
Ridestierne i Tårnby ligger på grænsen mellem land og by. De fører fra midten af Amager til Vestamager og Kongelunden.
På din ridetur kan du opleve en række af Amager og Tårnbys historiske og landskabelige kendetegn som fx:
Det åbne, flade landskab langs kanalen øst for Vestamager
De historiske landsbyer, Tømmerup, Viberup og Ullerup
Landbrugslandet langs Kongelundsvej til Kongelunden.
På din ridetur kan du komme tæt på naturen og opleve årstidernes skiften.
Kort med alle ridestier
Regler du skal huske
Mange mennesker bruger naturområderne i Tårnby. Derfor er der nogle regler du skal overholde når du rider:
Ryttere skal vige for skovgæster og trafikanter
Tag ned i skridt og hold til højre, når du passerer gående og cyklister. Passér altid andre ryttere i skridt
Du må ikke ride på gravhøje og andre fortidsminder
Du må ikke bruge kævler, stabler, diger og grøfter til spring.
Når du rider langs veje
Du må ride i skridt, trav og tølt på
Asfalterede veje
Stenlagte veje
Grusveje
Andre veje hvor det er skiltet med ridning tilladt.
Vejene skal være bredere end 2,5 meter. Hvis du rider på en grusvej, så rid så vidt muligt i rabatten.
Der kan være lokale regler, så husk at holde øje med skiltene.
Når du rider i det åbne land
Ridning i det åbne land er tilladt på veje og stier. Det er dog ikke tilladt, hvis der er sat skilte op med ridning forbudt.
Det er normalt ikke tilladt at ride på uopdyrkede arealer, brakmarker, stubmarker m.v. medmindre du har fået tilladelse fra ejeren.
Du må ikke ride i Ugandaskoven
Ugandaskoven er den eneste skov i Tårnby. Det er ikke tilladt at ride i skoven, men der er ridestier nord og øst for skoven. Ridestierne hænger sammen med stierne i Kongelunden og på Vestamager.
Kongelunden og Pinseskoven
Kongelunden og Vestamager er ejet af Naturstyrelsen. Der gælder særlige regler for at ride på Naturstyrelsens områder.
Læs mere om ridning på Naturstyrelsen områder på naturstyrelsen.dk