Åben anonym rådgivning er et tilbud til forældre, børn og unge under 18 år, der oplever problemer i hjemmet. I Åben anonym rådgivning kan I få støtte og rådgivning. Rådgivningen er gratis, I skal dog bo i Tårnby Kommune.
Målet med rådgivningen er, at I som familie kan få råd og vejledning til at gøre nogle ting anderledes. Afhængigt af problemets art, får I værktøjer direkte fra den behandler, I taler med i telefonen til at løse problemet på egen hånd.
Problemer i hjemmet kan fx være:
Problemer mellem forældre i en grad, hvor det skaber bekymring for barnets trivsel og udvikling.
Problemer mellem en forælder og et barn.
Problemer relateret til samlivsbrud.
Uenighed og problemer i forbindelse med opdragelse.
Bekymringer for et barns eller den unges generelle trivsel og udvikling.
Bekymringer om misbrug af alkohol eller euforiserende stoffer.
Hvis I er i tvivl om problemets art, og om Åben anonym rådgivning er for jer, er I velkomne til at ringe og få det afklaret.
Sådan får du rådgivning
I kan ringe til Åben anonym rådgivning på tlf. 32 47 14 89 hver tirsdag mellem klokken 9.00 og 11.00 og torsdag mellem klokken 14.00 og 16.00. Her sidder to kompetente rådgivere fra Center for Børn og Familie klar til at give jer telefonisk rådgivning. Hvis der er mere end tre personer i kø, vil opkaldet blive afvist, og I kan ringe igen senere indenfor åbningstid.
Hvis jeres problemstillinger kalder på mere hjælp end telefonisk rådgivning, vil vi vejlede jer i retning af kommunens øvrige tilbud. Hvis vi sammen vurderer, at disse ikke er relevante, vil der også være mulighed for at få tre samtaler i regi af Åben anonym rådgivning.
Tavshedspligt
I Åben anonym rådgivning har vi tavshedspligt. Dog har vi pligt til at kontakte de sociale myndigheder, hvis vi vurderer, at barnet ikke kan komme i trivsel på baggrund af den åbne anonyme rådgivning. I den situation har vi pligt til at sørge for, at problemet bliver løst på en anden måde.
Hvis I giver samtykke til det, registrerer vi jeres henvendelse. På den måde kan vi nemmere tage sagen op igen på et senere tidspunkt, hvis der bliver behov for det.