Balance i budgettet var nøgleordet til borgermøde onsdag om kommunens budget for næste år.
Onsdag aften mødtes knap 70 borgere med borgmester, kommunalbestyrelsesmedlemmer, direktører og chefer fra kommunens fagcentre for at drøfte Tårnby Kommunes budget for 2024. Overskriften var balance i budgettet, og der blev stillet spørgsmål om blandt andet byudvikling, skat og serviceniveau. Mødet begyndte med et oplæg fra borgmesteren, og bagefter kunne deltagerne gå rundt til 6 stande med hver deres tema: Børn og unge, Ældre og sundhed, Kultur og fritid, Byrum og klima, Skatter og tilskud og Beskæftigelse. 65 forslag og livlig dialog Standene var godt besøgt, og der var god og livlig dialog mellem borgerne og de udvalgsformænd, der stod i standene. Der blev også puttet mange forslag til budgetprocessen i dertil indrettede postkasser til hvert fagområde – i alt 65 forslag blev det til. Frem til 1. maj er det også muligt at indsende sine egne budgetforslag til Center for Politik og Kommunikation på cpk@taarnby.dk. Alle forslagene vil blive sendt videre til de politiske udvalg, som vil tage dem med i deres drøftelser om budgettet for 2024. Ikke sidste gang Det var første gang, kommunen holdt et borgermøde om sit budget, og det bliver ikke sidste gang, kunne en begejstret borgmester Allan S. Andersen fortælle: ”Jeg er meget glad for, at så mange borgere har valgt at bruge en aften her på rådhuset og bidrage til vores politiske arbejde. Der er stor lyst til at være med til kvalificere de politiske beslutninger, der skal træffes nu, og denne aften er et klart eksempel på, at åbenhed og gennemsigtighed er afgørende for vores arbejde for og sammen med borgerne”, siger borgmesteren. Hvad sagde borgerne? Hør, hvad Inge og Per fik ud at være med til borgermødet – det handler blandt andet om skat og positive overraskelser: Selvportræt og kassetræk Borgmesterens oplæg tegnede et portræt af Tårnby Kommune. Noget af det, der kendetegner kommunen og påvirker økonomien, er: Der bliver flere borgere over 80 år, og samtidig falder børnetallet og antallet af 6- til 16-årige. Priserne stiger – de toppede i oktober 2022, men kan i høj grad stadig mærkes. Forbrugertilliden er lavere end under COVID-19. Ledigheden, som faldt markant efter COVID-19, er begyndt at stige lidt. Dårlige mental trivsel og sundhed er i kraftig stigning, især hos de unge. Efterfølgende forklarede borgmesteren, hvorfor regnskabet for 2022 vidnede om et kasse-problem: Fra 2015 er udgifterne vokset hurtigere end indtægterne.
Tid til at bremse op Der har været politisk enighed om at hæve servicen til borgerne og bruge det maksimalt tilladte på service og anlæg, men blandt andet på grund af coronakrise og energikrise er det nu nødvendigt med en opbremsning. Der er allerede blevet bremset op med budgettet for 2023, hvor forventes et kassetræk på 90 millioner kroner, efter kommunen blandt andet har indført ansættelsesstop (bortset fra på de vikardækkede områder, som er blandt andet ældre- og børneområdet) og andre reduktioner. I budget 2024, som var fokus for onsdagens borgermøde, forventes kassetrækket at blive på 119 millioner kroner. Løsningen er, forklarede borgmesteren, dels at bruge færre penge (for eksempel ved at digitalisere, effektivisere, afbureaukratisere og reducere serviceniveauet), dels at øge indtægterne (for eksempel ved at øge befolkningstallet, tiltrække virksomheder og arbejdspladser og hæve takster og skatter).