Her kommer ugens nyhedsbrev rullende. Jeg har nemlig lige været ude at indvie vores nye pumptrackbane på Ugandavej. Den afprøves bedst med hjul under sig, hvad enten det cykel-, løbe- rulleskøjte- eller skateboardhjul.
Ugen har også budt på et meget velbesøgt borgermøde om de nye almene boliger i Tømmerupparken, ikke langt fra pumptrackbanen. Der er også nyt om fondsmidler, medlemstal i idrætsforeninger og vind i håret til Plejehjemmet Pyrus Alle. Og så er det i morgen, vi skal huske at slukke lyset en time. Læs med her.
Indvielse med fuld fart
Som nævnt kommer jeg lige ude fra pumptrackbanen på Ugandavej, hvor vi har holdt indvielse for vores nye pumptrackbane sammen med VeloSolutions, som har stået opførelsen og Amager Cykle Ring.
Efter selve indvielsen var der et flot cykelshow med blandt andre verdensmesteren i BMX Malene Kjelstrup og Freestyle-drengene fra Holmen Dirt. De har godkendt banen, som kvalitetsmæssigt er enestående, sammenlignet med andre pumptrack-baner i Danmark.
I et større perspektiv er pumptrackbanen endnu et udtryk for, at vi i Tårnby Kommune har prioriteret at udvikle flere moderne udendørsaktiviteter. Især under corona-pandemien blev vi mindet om, hvor vigtigt det er for os at komme ud og få frisk luft. Og selvom pumptracken her henvender sig til alle målgrupper, så har især de unge savnet flere moderne faciliterer, der havde noget andet at byde på end en gåtur med familien.
Skateparken, streetbasket og nu pumptrackbanen er nogle af de ønsker, vi har realiseret i den forbindelse.
Velbesøgt borgermøde
Torsdag holdt vi borgermøde i rådhushallen. Anledningen var at de 103 almene boliger i Tømmerupparken snart står klar. Jeg ser altid frem til vores borgermøder, som også er en anledning for mig til at få borgernes perspektiv med i de ting, vi drøfter.
Der var over 120 tilmeldte til arrangementet, som vi holdt i samarbejde med Postfunktionærernes Andelsboligforening, PAB. Jeg syntes, det var meget vellykket. Efter mødet var der flere borgere, der kom hen og stillede mig spørgsmål. Jeg håber, at alle fik fyldestgørende svar.
Fondsmidler fra Nordea Fonden til Tårnbygårdsskolens udeliv
Tårnbygårdsskolens mellemgruppe og udskoling har søgt og modtaget midler fra Nordea Fonden til at skabe et godt udendørs ungemiljø med gode faciliteter, som kan benyttes både i skoletiden og fritiden.
I skoletiden skal området både kunne bruges til frikvarter og udeundervisning. Et godt uderum vil give eleverne glæde og fremme deres læring, trivsel og mentale sundhed.
Nordea Fonden har bevilget 193.810 kroner til projektet, og Tårnbygårdsskolen bidrager med samme beløb.
Sluk lyset lørdag
I morgen, den 25. marts markerer vi sammen med WWWF Verdensnaturfonden den årlige begivenhed Earth Hour. Traditionen tro slukker vi derfor gadebelysningen i tidsrummet 20.30 til 21.30, og vi opfordrer til, at du også slukker lyst i dette tidsrum hjemme hos dig selv.
Formålet med Earth Hour er at tænke over og tale om klima- og biodiversitetskrisen. Det er særligt aktuelt i år.
Nyt nr. af Erhvervsnyt
Vi har i dag udgivet 6. nummer af vores magasin til Tårnbys erhvervsliv. Der kommer stadig flere abonnenter. Det glæder mig meget. I dette nr. kan du blandt andet læse om det årlige møde med Dansk Industri og repræsentanter for erhvervslivet, hvad en lokal virksomhed fik ud af at deltage i jobmessen og planen om at etablere et Newton Rum i Tårnby.
Erhvervsnyt udkommer 5 gange om året. Læs seneste nr. og tilmeld dig eventuelt abonnementslisten
Flere medlemmer af vores idrætsforeninger
Nye tal viser, at der i 2022 er kommet 808 flere medlemmer i de i alt 69 idrætsforeninger i Tårnby, der er medlem af DGI og/eller DIF. Vi går højt op i at have et bredt udvalg af sportsfaciliteter, så der er noget til alle, så det glæder mig meget.
Velkommen til to nye folkeoplysende foreninger
Nu vi er ved foreninger vil jeg også lige fortælle, at Folkeoplysningsudvalget på sit seneste møde har godkendt to nye foreninger, nemlig ”Foreningen Outdoor Tårnby” og ”Foreningen Kulturvenner. Outdoor Tårnbys fokus er at skabe outdooroplevelser (idræt, bevægelse og friluftsliv) for alle aldersgrupper, herunder særligt fokus på børn og unge.
Målet er at skabe og udbygge kendskabet til naturen, og naturens opretholdelse. Det er oplagt med en forening som denne i Tårnby, hvor vi har så meget natur i baghaven.
Kulturvenners formål er at skabe et fællesskab for hjemmepassede børn og deres voksne. Foreningen har et fast mødested med passende faciliteter til både aktiviteter og leg inde og ude.
Intentionen er at give børnene mulighed for at indgå i et større fællesskab, hvor de frit kan lege med børn i blandede aldersgrupper samt andre voksne og derigennem styrke deres sociale erfaringer og stimulere deres nysgerrighed og kundskaber om verden.
Mere vind i håret til plejehjemmet Pyrus Alle
Sidste år bestilte vi en ny rickshaw cykel til plejehjemmet Pyrus Alle, i forbindelse med det cykelglade projekt Cykling uden alder. Og nu er den kommet! I Cykling uden alder cykler frivillige cykelpiloter ture med plejehjemmenes beboere. Til stor glæde for begge parter. Med en ny cykel er der dermed lagt op til flere cykelture nu hvor foråret også er på vej.
Jeg vil sige tak til FGU skolens cykelhold for at gøre cyklen helt klar til, at de frivillige svinger sig i sadlen. Og selvfølgelig også stor tak til alle de frivillige, som er med til at give vores plejehjemsbeboere vind i håret.
p.s. har du lyst til at være frivillig og prøve den nye cykel på Pyrus Alle eller cykle fra en af vores andre plejehjem, så meld dig som frivillig på cyklingudenalder.dk
Børneforestillingen Lille Krokodille på biblioteket
Tårnby Kommunebiblioteker har fået tildelt 8000 kr. fra Statens Kunstfond til en børneforestilling med ”Lille Krokodille”, kendt fra billedbøger. 40 børn i alderen 2-3 år vil få en stor oplevelse, når bøgernes illustrator og forfatter udfolder Lille Krokodilles univers med rekvisitter, fagtesange og hånddukker.
Forestillingen vil blive tilbudt de fire vuggestuer, som sidste år fik en bogsamling gennem BogGlad-puljen. Bogsamlingen indeholdt blandt andet tre bøger med Lille Krokodille. Målet er at vække bogsamlingen til live og give børnene mulighed for at leve sig ind i bøgernes verden med en figur, de allerede kender.
Danmarkspremiere på The Fabelmans
Denne uge byder bl.a. på den Danmarkspremiereaktuelle The Fabelmans og Mageløse Maurice samt forpremiere på Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves.
Det er også stadig muligt at se: Ustyrlig, Bytte Bytte Baby, The Whale, Kysset og Folk og Røvere i Kardemomme By. Se programmet
Det var alt for denne gang. God weekend til jer.