En god påskeferie med masser af sol og forårsstemning er blevet efterfulgt af en begivenhedsrig uge. Jeg har bl.a. været til møde i kommunens økonomiudvalg, hvor vi talte om fjernvarme, og i skrivende stund er jeg i Sønderjylland for at tale om beskæftigelse og velfærdsteknologi. I morgen glæder jeg mig til at guide den traditionsrige bustur rundt i kommunen med nytilflyttede borgere. Læs mere om det hele i ugens nyhedsbrev:
Flere får fjernvarme Som en del af jer nok ved, besluttede vi i slutningen af sidste år, at næsten alle i Tårnby skal tilbydes fjernvarme. Tårnby Forsyning er allerede i fuld gang med at lave projektforslag, så vi kan begynde udvidelsen af fjernvarmenettet allerede næste år. På vores møde i kommunens økonomiudvalg i onsdags, så vi deres nyeste forslag. Det inkluderer flere boligområder nord og syd for motorvejen end dem, der var en del af det første projekt. Det glæder mig, at vi for alvor er i gang at planlægge den store udvidelse af fjernvarmenettet, så de fleste hjem senest i 2028 kan blive opvarmet uden brug af fossile brændstoffer. Vi har godkendt det nye forslag, dog med det forbehold, at vi venter på, om Tårnby Forsyning får tilskud fra Energistyrelsens Fjernvarmepulje til det. Overdækning af Øresundsmotorvejen Vi har i denne uge også sagt ja til at samarbejde med Københavns Kommune omkring en forundersøgelse af overdækning af Øresundsmotorvejen. Der har længe været talt om, at en overdækning kan have en positiv effekt på støjen fra vejen. Københavns Kommune har derfor besluttet at undersøge det inden for deres egen kommunegrænse. De har samtidig spurgt os, om vi vil være med til at udvide undersøgelsen, så den undersøger hele strækningen gennem Ørestaden frem til den eksisterende Tårnbytunnel. Det har vi sagt ja til, og jeg ser frem til samarbejdet og til at se resultaterne. Når de kommer, vil vi behandle dem politisk. Ny metrolinje Tirsdag efter påske var der møde i Bygge- og Ejendomsudvalget. Her talte vi om den kommende metro i København, som fra 2035 skal køre fra Hovedbanegården forbi Amagerbrogade og ud til Lynetteholmen. Selvom metroen skal ligge i København, er vi bevidste om, at et så stort byggeri vil kunne mærkes i Tårnby. Vi har derfor skrevet et høringssvar til Metroselskabet. Her beder vi dem om at undersøge, om metrobyggeriet kan påvirke vores grundvand, og hvor meget ekstra trafik, de forventer, at Tårnby Kommune får i selve byggeperioden. Besøg rundt i Sønderjylland Som jeg indledte mit nyhedsbrev med, er jeg i dag i det sønderjyske. Sammen med Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalget i KL har jeg besøgt Haderslev, Aabenraa og Sønderborg. Første del af dagen gik med at blive klogere på velfærdsteknologi. Dagen slutter i Sønderborg, hvor vi har inviteret lokal- og regionalpolitikere for at tale om fremtidens beskæftigelsesindsats. Regeringen har i deres regeringsgrundlag meldt ud, at der om nogle år skal ske en række ændringer i kommunernes jobindsats. Det blev til nogle spændende samtaler om, hvordan vi bl.a. andet bedst kan hjælpe udsatte borgere eller unge, der ikke er i arbejde eller uddannelse, i beskæftigelse. Det er altid interessant at møde politikere fra andre dele af landet og dele erfaringer og ideer. Bustur med nye borgere I morgen har jeg fornøjelsen af at møde omkring 40 nye borgere, når vi traditionen tro inviterer dem, der er flyttet til Tårnby i løbet af det seneste halve år, på en bustur rundt i kommunen. Det gør vi to gange om året, og her har jeg fornøjelsen af at guide turen og vise dem alt det, Tårnby har at byde på. Vi kører i ca. 2,5 time, og bagefter er der mulighed for at få en rundvisning på Kastrupgårdsamlingen.   Varmepumpetest ved Vestamager Idrætsanlæg Hvis turen går til Vestamager Idrætsanlæg ved Ugandavej på mandag, vil jeg lige informere om, at området omkring parkeringspladsen mellem Vestamagerhallen og Skelgårdshallen vil være spærret af. Det skyldes, at der bliver foretaget en trykprøvning af en ny varmepumpe. Det forventes at vare fra klokken 04.00 om morgenen til ca. klokken 16.00 om eftermiddagen. Der bliver sat tydelig skiltning op ved afspærringen. Der er stadig mulighed for at parkere foran Vestamager Svømmehal. Mange bøger tilbage på hylderne efter påske Og så har jeg fået en fin opdatering fra Tårnby Kommunebiblioteker, som fortæller, at der efter påskens lukkedage summede af liv, da de åbnede tirsdag. Hovedbiblioteket fik besøg af Ældre Sagen, som sang fællessang i rotunden til glæde for alle, der besøgte biblioteket om formiddagen. Bøger, der var lånt hjem til ferien, strømmede tilbage på afleveringshylderne, så bibliotekspersonalet næsten ikke kunne følge med, og i Café Cookie var der fuldt hus med masser af unge mennesker, der lige skulle have en sandwich i frokostpausen. Glasmarked på Hovedbiblioteket Den 22. april lægger Hovedbiblioteket hus til et traditionsrigt Glasmarked, som I kan besøge mellem klokken 9-14. Her vil der være mulighed for se og købe glas i alle farver og afskygninger. Hvis du selv ligger inde med et sjældent glas derhjemme, kan du tage det med til markedet og få oplysninger om glasset, og måske en vurdering, fra dygtige glassamlere. Glasmarkedet er et samarbejde mellem Glashistorisk Selskab Holbæk og Tårnby Stads- og Lokalarkiv.   Dialogforum I næste uge om tirsdagen glæder jeg mig til, at vi skal holde dialogforum med repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter. Det gør vi to gange om året, hvor vi taler om de sociale klausuler i kommunens kontrakter. På tirsdag har vi inviteret revisionsfirmaet PWC til at fortælle os om deres arbejde med at sikre, at aftalerne bliver overholdt. Besøg hos virksomhed Samme dag har jeg fornøjelsen af at besøge virksomheden Marel i deres afdeling Progress Point, som ligger her i byen. Det er en international virksomhed, der udvikler udstyr og teknologi til fødevareproduktion. Det ser jeg frem til, for det altid spændende at besøge kommunens erhvervsdrivende og høre, hvad der optager dem. Idrætsprisen Sidst men bestemt ikke mindst, så uddeler vi på næste onsdag årets idrætspriser. Det glæder jeg mig altid til, for her hylder vi nogle af kommunens gode idrætsforeninger og frivillige ildsjæle i foreningslivet, når vi uddeler de tre priser: Æresmedalje for idræt, Idrætslederprisen og Årets Fund idrætsprisen. Det var alt for denne gang. God weekend til jer.