Overalt blomstrer træer og buske, og lysegrønne, spæde blade er også begyndt at gøre dem selskab. Sammen med det gode vejr og de lyse aftener giver det en tiltrængt energiindsprøjtning. Det håber jeg, du også mærker. I ugens løb har jeg blandt andet været til et netværksarrangement for borgmestre i Odense, uddelt idrætspriser for 2022 og deltaget i flere udvalgsmøder. Læs med her.
Uddeling af idrætsprisen Onsdag var knap 100 mennesker samlet i rådhusets kantine, hvor vi skulle uddele idrætspriser for 2022. Jeg havde fornøjelsen af at uddele de i alt tre priser sammen med formanden for Kultur- og Fritidsudvalget og formanden for Kastrup Tårnby Idrætssammenslutning. Æresmedaljen for idræt gik til Jesper Aggerbo fra bowlingklubben Spares and Strikes. Titlen som årets idrætsleder gik til Linda Sommer fra AB Tårnby, og ”Årets Fund” blev 15-årige Martine Damborg fra svømmeklubben KVIK. Læs mere om overrækkelsen og se billeder  Tillykke til alle prismodtagere. Borgmesterforløb i Odense KL faciliterer i valgperioden 2022-2025 et forløb for landets 98 borgmestre, hvor der skabes rum til at udvikle det politiske lederskab som borgmester i en samtid præget af kompleksitet i både udfordringer og løsninger. Vi var denne gang i Odense, hvor vi blandt andet drøftede fremtidens velfærd, kommunalbestyrelsens rolle i en fristillet virkelighed og det politiske lederskab i en tid med behov for reformer. Det er altid dejligt at være sammen med mine borgmesterkollegaer fra hele landet, og jeg sætter stor pris på muligheden for at drøfte de problemstillinger, vi alle sidder med. Renovering af slidlag på Amager Strandvej I Økonomiudvalget blev det i denne uge besluttet at frigive økonomiske midler til fornyelse af slidlag på Amagerstrandvej. Arbejdet vil finde sted i løbet af i år på strækningen mellem Saltværksvej og Søvænget. På grund af stigende problemer med dårlig belægning på Amager Strandvej haster det med at få renoveret slidlag. På grund af vejkassens manglende bæreevne forudsætter dette samtidig en renovering af hele vejkassen, når slidlaget skal fornyes og dette gør vi desværre kun har mulighed for at tage et lille stykke ad gangen Så snart vi kender det præcise tidspunkt for udførelsen, vil vi annoncere det på kommunens hjemmeside. Der vil i perioden være omkørsel via. Bøjlevej. Prognose for forventet antal 0. klasser i 2024/25 Børne- og Skoleudvalget blev i denne uge præsenteret for KMDs elevtalsstatistik for 0. klasser i skoleåret 2024/25. Der er født 496 børn i årgang 2018, der danner grundlag for prognosen, der også viser, at der er plads til det forventede antal klasser indenfor hvert skoledistrikt. Tallene kan ændre sig, da der sker en løbende indflytning og udflytning i de enkelte skoledistrikter. Erfaringsmæssigt er antallet af børn der skrives op til folkeskolen dog lavere end det faktiske antal fødte fra en årgang. For skoleåret 2024/25 er der ifølge prognosen behov for at oprette 22 klasser, for at sikre plads til alle børn i skoledistriktet: 2 klasser på Korsvejens Skole, 3 klasser på Løjtegårdsskolen, 2 klasser på Nordregårdsskolen. 5 klasser på Pilegårdsskolen, 4 klasser på Skelgårdsskolen, 3 klasser på Kastrupgårdsskolen og 3 klasser på Skottegårdsskolen. Det er først efter skoleindskrivningen, at den endelige fordeling af indskrevne børn er kendt. Lokalplan for Tårnby Landsby I denne uge fik vi i Økonomiudvalget også drøftet lokalplan for Tårnby Landsby, også kendt som lokalplan 155. Den skal nu videre til endelig godkendelse i Kommunalbestyrelsen. Formålet med lokalplanen er at bevare de vigtigste træk og karakteristika i Tårnby Landsby og at fastlægge, hvordan den fremtidige udvikling i området bedst kan tilpasses landsbyens karakter og kulturmiljø, men samtidig leve op til aktuelle krav til nybyggeri. Lokalplansforslaget har været i offentlig høring i fire uger. Der er indkommet to høringssvar, som har givet anledning til forslag til rettelser og præciseringer i lokalplanen hvad angår ejendomsstørrelser og et bevaringsværdigt træ: Fernisering Kastrupgårdsamlingen Kastrupgårdsamlingens store forårsudstilling DOBBELTSYNER – INGEMANN ANDERSEN I DANMARK OG ITALIEN har allerede fået en del positiv opmærksomhed, og det er ikke slut.  I søndagens Politiken fik udstillingen 5 hjerter. Anmelderen skriver, at udstillingen meget vel kan være et længe ventet og helt fortjent gennembrud for kunstneren Ingemann Andersen, der levede fra 1929-2017 og var kendt blandt mange kunstnere, fordi han boede det meste af sit liv på kunstnerrefugiet San Cataldo ved Italiens Amalfikyst. I den brede befolkning er der ikke mange, der kender til ham. Først og fremmest var han en habil grafiker, der lavede fantastiske træsnit, og det er i den egenskab, at Kastrupgårdsamlingen, der er museum for moderne grafik, har valgt at samarbejde med Fuglsang Kunstmuseum og KunstCentret Silkeborg Bad om udstillingen. Jeg vil også nævne, at net-mediet Kulturinformation lige før påske gav fem stjerner til udstillingen og anbefalede et besøg på Kastrupgårdsamlingen for stedets øvrige kvaliteter; den flotte ophængning af grafik fra samlingen og det unikke kulturmiljø med det solbeskinnede gårdrum, som selve Kastrupgård er. Ingemann Andersen-udstillingen kan opleves frem til d. 4. juni. Husk at museet også har åbent på alle forårets helligdage og der er gratis adgang.  Tårnbymalerne udstiller i rådhushallen Fra på lørdag og frem til den 5. maj holder Tårnbymalerne forårsudstilling i rådhushallen. Tårnbymalerne har omkring 70 aktive medlemmer. Udstillingen starter med fernisering lørdag og både lørdag og søndag er der åbent fra 12 til 16. Øvrige dage udstilles i rådhusets åbningstid. Jeg husker, hvor festligt det var, da Tårnbymalerne i forbindelse med deres 30-års jubilæum sidste år udstillede i rådhushallen og glæder mig til igen at se hallen brugt til kunstudstilling. 10. klasserne trækker deres dansk-eksamen på Tårnby Hovedbibliotek Det var ikke uden spænding, at eleverne fra kommunens fire 10. klasser mødte op på Tårnby Hovedbibliotek fredag den 14. april, hvor de skulle trække fordybelsesområder til deres dansk-eksamen. Der blev både sukket og jublet højlydt, da eleverne trak den kuvert, der afgør, om de skal til eksamen i Tove Ditlevsens forfatterskab, True Crime i podcast og dokumentarfilm, Ungdom og identitet eller et af de 12 øvrige fordybelsesområder. UngTårnby og Tårnby Kommunebiblioteker har gennem flere år samarbejdet om eksamenstrækningen, hvor de ansatte på biblioteket finder tekster til de fordybelsesområder, elever kan trække. Ved at afholde eksamenstrækningen på biblioteket er det muligt for eleverne med det samme at få hjælp til yderlig litteratur- og informationssøgning. Jeg ønsker alle eleverne held og lykke med deres eksamen. Festuge for Verdensmål og klima på Tårnby Hovedbibliotek Fra mandag 24. april og uge 17 ud stiller Tårnby Hovedbibliotek skarpt på FN’s 17 Verdensmål om klima, miljø, og socialt fællesskab. Alle er inviteret til at tage del i festlighederne. Ugen byder på banko med boggaver, bæredygtige smagsprøver af både grøntsager og myrer(!) og råd til, hvordan du kan mindske dit ressourceforbrug. For børn er der workshops, hvor de både kan bygge vindmøller og bæredygtige LEGO-konstruktioner. Derudover er der samtaler om fællesskab og biodiversitet med blandt andet kommunens Center for Klima, By og Miljø og Soroptimisterne i Kastrup-Tårnby. På landsplan fejrer mere end 70 folke- og forskningsbiblioteker Uge17, som er udnævnt til bibliotekernes verdensmålsuge. Se programmet  Dansk action brag i Kulturhuset Kastrup Bio Se det danske actionbrag Underverden 2 og det Danmarkspremiereakutelle danske drama Viften i Kulturhuset Kastrup Bio, der også viser Super Mario Bros. filmen med både engelsk og dansk tale. Det er også så stadig muligt at se Den, Der Lever Stille og The Fabelmans. Se programmet  Fjolles legedag lørdag I morgen lørdag glæder jeg mig til at holde tale ved Fjolles legedag på Skelgårdsskolen. Med Fjolles legedag sætter foreningen Ildsjælene fokus på tabuet om ensomhed blandt børn, og der er så stor opbakning om arrangementet, at alle billetter er revet væk. Det var alt for denne gang. Rigtig god weekend.