Der er både sol, sand og vand i nyhedsbrevet i denne uge, men måske ikke på den måde, man lige tror.
Sandkassepraktik og borgmesterkontor blandt bøger I denne uge havde jeg premiere på to nye koncepter, nemlig ”Borgmesteren i praktik” og ”Borgmesterkontoret rykker ud”. Begge dele er arrangementer, som jeg har sat i søen, fordi jeg længe har haft lyst til at komme tættere på hverdagen for både borgere og medarbejdere. Jeg skød projektet i gang med at være i praktik hos de søde børnehavebørn i Børnehuset Tømmerupgrunden, hvor pædagog Lenda tog godt imod mig, og sammen fik hun og børnene endda lokket mig op på rutsjebanen, ligesom jeg også fik genopfrisket mine sandslotsbygger-kompetencer. Anderledes roligt, men bestemt ikke kedeligt, gik det for sig senere på dagen, da jeg satte borgmesterkontoret op på Vestamager Bibliotek, hvor 15 engagerede borgere kom forbi for at tale med mig. Næste arrangement af den skuffe bliver 29. juni, hvor jeg byder indenfor til borgmesterkaffe på rådhuset fra klokken 15.30 til 18. Tilmeld dig til borgmesterkaffe 29. juni.  Solcelleovervejelser I Økonomiudvalget har vi netop haft en spændende snak om muligheden for, at kommunen etablerer et solenergiselskab i samarbejde med Tårnby Forsyning, og at vi for eksempel kan have solceller på taget af nogle af kommunens bygninger.  Det er nogle overvejelser, kommunalbestyrelsen satte i værk tilbage i december, og nu vil kommunen og Tårnby Forsyning sammen begynde at afdække mulighederne og de økonomiske aspekter i ideen. Det er alt sammen på ideplan stadigvæk, men det er spændende tanker, synes jeg. Borgermøde om klimatilpasning af Gemmas Allé På onsdag afholder vi borgermøde om klimatilpasninger af Gemmas Allé. Det foregår i Amagerhallen klokken 17 til 18.30. Som led i Tårnby Kommunes skybrudsplan skal Gemmas Allé omdannes til en klimavej, hvor regnvand separeres fra afløbssystemet og dermed aflaster det omkringliggende afløbssystem ved større regnhændelser. I forbindelse med projektet bliver der også arbejdet med at forbedre de trafikale forhold. Der blev sidst holdt borgermøde om Gemmas Allé i 2022. Siden er der arbejdet videre med projektet for at konkretisere det yderligere, og folkene bag er nu klar til at vise resultaterne frem. Farvel til fodboldcementen Man siger jo nogle gange, at græsset altid er grønnere inde hos naboen, og for naboerne til Kastrup Boldklub er det ikke bare noget, man måske kan synes – deres nye kunstgræsbane er nemlig meget flot og grøn og noget af en opgradering i forhold til klubbens gamle bane på Saltværksvej, som blev kaldt for ”cementen”. Det konstaterede jeg ved selvsyn lørdag, da jeg var med til at indvie den nye kunstgræsbane og samtidig fejre klubbens 90 års jubilæum. Festlighederne blev meget passende afsluttet med en kamp i serie 1 mellem Kastrup Boldklub og Hellas. Den endte med et smalt nederlag: 1-2. Problemer ved Sneglen Vi er meget opmærksomme på, at der det seneste stykke tid har været problemer ved Sneglen på vores Strandpromenade.Vores gode medarbejdere fra SSP og gadeplan er i samarbejde med vores nærpolitiet meget opmærksomme på problemerne og er til stede og vil også hen over weekenden være til stede ved Sneglen.Endvidere har vores SSP møde med nærpolitiet på mandag om situationen.Vores dejlige unge mennesker skal naturligvis kunne fejre, at sommeren er begyndt, men det skal naturligvis gøres med respekt for andre, der også gerne vil bruge vores gode faciliteter ved stranden. Virksomhedsbesøg hos en fagfælle I den kommende uge skal jeg på et virksomhedsbesøg hos en af vores mange dygtige håndværksvirksomheder her i kommunen, nemlig elinstallatørfirmaet Elimar A/S på Englandsvej.Virksomheden startede op i 1946 på hjørnet af Sneserevej og Englandsvej og ligger i dag stadig på Englandsvej, men nu ved Brønderslev Allé. Det er 3. generation, der driver firmaet i dag, og jeg ser frem til at besøge virksomheden.Som I måske ved, er jeg selv elektriker, og det bliver sjovt at besøge nogle fagfæller og se, hvordan de driver deres virksomhed her i Tårnby. Spar på vandet i sommervarmen Hele Danmark er inde i en ekstraordinært tør periode lige nu, og det er en god ide at spare på vandet lige nu, så der er drikkevand til alle. Tårnby Forsyning har nogle tip til nogle gode vandvaner her i sommervarmen.  Se tips til gode vandvaner på Tårnby Forsynings hjemmeside. Rotter på rådhuset Normalt plejer jeg ikke at underholde om vores drift og vedligehold af Tårnby Rådhus her i nyhedsbrevet, men flere medier har i den forgangne uge interesseret sig for, at vi i øjeblikket er i gang med at bekæmpe rotter i kælderen under noget af rådhuset. Derfor vil jeg lige gribe lejligheden her til at byde ind med lidt fakta direkte fra huset, hvor det hele foregår.Kommunens rottebekæmpere og teknisk personale fra rådhuset bekæmper rotter i kælderen og på arealerne uden for rådhuset. Det er en proces, der tager tid, men det går støt fremad, og rottebekæmpelsen står ikke i vejen for, at vi hver især kan udføre vores arbejde, eller at I borgere kan besøge rådhuset, sådan som I er vant til at gøre.Når det er sagt, så glæder vi os naturligvis til forhåbentlig snart at kunne få lov til igen at bruge vores kantine, som ligger i kælderen, og hvor der blev fundet tegn på rotterne oppe over nogle loftsplader. Rotter er jo desværre langtfra sjældne, når man som os bebor et hus med nogle år på bagen, og vi er naturligvis meget optaget af at passe på vores hus både nu og fremover. Krea-workshop og lege fra hele verden Jeg glæder mig til åbningen af Kastrupgårdsamlingens næste særudstilling Verdens Lege. Gennem kunsten sætter udstillingen Verdens Lege fokus på legen som en menneskelig urkraft. Legen er et fælles menneskeligt træk på tværs af køn, religion, kultur og klasse. Børn leger uanset, om de vokser op i en krigszone eller i fredelige miljøer.Udstillingen henvender sig både til børn og voksne, og alle er velkomne til åbning fredag den 16. juni klokken 17. Bogbio – læs bogen og/eller se filmen I samarbejde med Kulturhuset Kastrup Bio arrangerer Tårnby Kommunebiblioteker for første gang Bogbio tirsdag den 13. juni. Bogbio er et arrangement, hvor man ser film sammen baseret på bøger og bagefter taler sammen om både filmen og bogen.Denne første gang handler det om den selvbiografiske roman ”Den, der lever stille” af Leonora Christina Skov og filmatiseringen af instruktøren Puk Grasten, der har fået meget blandede anmeldelser.Der er meget at tale om, og bibliotekar Thilde Vegenfeldt indleder samtalen og fører alle godt gennem aftenen. Hele arrangementet foregår i Kulturhuset Kastrup Bio i to etaper: Først visning af filmen og derefter sandwich og samtale.Man kan vælge at deltage i begge etaper eller kun den ene, da billetter købes separat. Læs mere på Kulturhuset Kastrup Bios hjemmeside Champions League-finale, en fræk tandfe og tre musketerer Udover Bogbio er der også danmarkspremiereaktuelle film på programmet i Kulturhuset Kastrup Bio, nemlig Den Frække Tandfe med dansk tale og De Tre Musketerer: D’Artagnan. Og lørdag den 10. juni er der live-visning af Champions League-finalen.Det er også stadig muligt at se Spider-Man: Across the Spider-Verse 1, What’s Love Got To Do With It og Den Lille Havfrue, som vises både i original version med danske tekster og med dansk tale og Super Mario Bros. filmen med dansk tale. Se programmet på Kulturhuset Kastrup Bios hjemmeside. Det var alt for denne gang. Rigtig god og varm weekend.