To 18-årige fra alle landets kommuner er inviteret med til gallafest, når H.K.H. Prins Christian fylder 18 den 15. oktober, og jeg er allerede begyndt at modtage ansøgninger fra eventyrlystne unge borgere, der gerne vil med. Fantastisk! Det har i det hele taget været en spændende uge. Jeg har været med til at indvie et anlæg, der skal opfange CO2 fra skorstenen på Amagerbakke og genbruge det til at dyrke grøntsager, et meget spændende projekt, som forventes at få positivt resultat på klimaregnskabet. Jeg har også haft en del jubilæer for kommunens dygtige medarbejdere. Det er altid festligt, og torsdag var jeg først i praktik på Plejehjemmet Løjtegårdsvej, hvorefter jeg rykkede jeg borgmesterkontoret ud i Amagerhallen. Det og meget mere kan du læse om her i nyhedsbrevet.
Miljøvurdering i forbindelse med fjernvarmeudrulning
Vi er alle meget optagede af en hurtig udrulning af fjernvarme. Tirsdag skulle Bygge- og Ejendomsudvalget blandt andet tage stilling til en forespørgsel fra Tårnby Forsyning om, hvor vidt der skulle laves en miljøscreening i forbindelse med udrulningen. Vores planmyndighed har haft screeningen i høring. Vurderingen lyder, at der i anlægsfasen vil komme støj fra arbejdsmaskiner ved nedgravning af fjernvarmenettet, men støjniveauet ligger inden for det acceptable niveau og udgør ikke en væsentlig gene, så længe kommunens støjforskrift for anlægsarbejder overholdes. Det vurderes også, at projektet ikke vil have væsentlig indvirkning på fredede naturtyper og truede plante- og dyrearter. I driftsfasen vurderes projektet at have en positiv effekt for befolkningen i kommunen, fordi varmeforsyningen af boliger forbedres. Udbygningen af fjernvarme vurderes derfor som ikke miljøvurderingspligtigt, hvilket jeg håber vil hjælpe med til, at processen omkring udrulningen bliver så smidig som muligt.
Praktik på plejehjem og borgmesterkontor i Amagerhallen
Som nævnt i indledningen var jeg torsdag i erhvervspraktik på Plejehjemmet Løjtegårdsvej. Da jeg ankom, fik jeg udleveret en uniform og blev vist rundt på afdelingen Rosen. Det var spændende at møde de mange dygtige medarbejdere og lytte til nogle af de udfordringer, de står med i hverdagen. Jeg var også med på beboer-runde og fik snakket med flere af de borgere, der bor på plejehjemmet, med personalegruppen til vagtskifte og overlevering såvel som til at hente og klargøre aftensmad til plejehjemmets beboere.
Efter erhvervspraktik på plejehjemmet Løjtegårdsvej tog jeg videre til Amagerhallen, hvor flere borgere var mødt op for at stille mig spørgsmål og komme med forslag til, hvordan vi kan gøre Tårnby Kommune endnu bedre. Det er altid dejligt at møde engagerede borgere, og du kan snart læse mere om dagen og se fotos på kommunens hjemmeside.
Op- og nedjustering af SFO-pladser
Hvert skoleår justerer Børne- og Skoleudvalget SFO-pladserne i de enkelte skoledistrikter, således også i år, hvor der overordnet opjusteres med 100 pladser og nedjusteres med 54. Der er oprettet 15 midlertidige SFO-pladser til børn fra Ukraine. Hertil kommer 10 ekstra pladser på klubområdet.
Skoleelever til Flying Superkids
Traditionen tro har Flying Superkids hen over sommeren afholdt deres forestillinger i Ørestadsparken. Jeg ved, at nogle af vores skoleelever har været inde at se det imponerende show, og jeg håber, at de har haft en god oplevelse.
Budgetseminar for budget 2024
Mandag og tirsdag i næste uge holder vi budgetseminar. Her skal jeg sammen med mine kollegaer i kommunalbestyrelsen drøfte vores prioriteter i forhold til kommunens kommende budget. Som de fleste andre kommuner står vi over for store udfordringer, og det er vigtigt, at vi hurtigt får skabt balance mellem indtægter og udgifter. På nuværende tidspunkt har vi en ubalance på omkring 100 millioner. Et af parametrene er derfor også en potentiel skattestigning. Jeg forudser, at det bliver en meget vanskelig proces, men jeg ser frem til at høre de øvrige politikeres synspunkter.
Galla med prinsen
Er du 18 år, så har du nu muligheden for at være med til at fejre H.K.H Prins Christian, som fylder 18 den 15. oktober. I den anledning er to 18-årige fra alle kommuner inviteret med til gallafest på Christiansborg Slot. Festen varer fra kl. 16.00 til 22.00, og det er en traditionel gallafest, så man skal være iført passende tøj. Vil du gerne være en af de heldige, som repræsenterer Tårnby Kommune, skal du sende en mail til mig på borgmester@taarnby.dk senest den 31. august. Oplys dit fulde navn, alder, telefonnummer samt lidt om dig selv og hvorfor du gerne vil med til festen.
Efterfølgende vil der blive lodtrækning blandt dem, som har meldt sig i henhold til retningslinjerne fra Kongehuset.
Legepladsdage med Legepatruljen
I august og september kommer Legepatruljen på besøg i alle børnehaver i Tårnby Kommune for at lave legepladsdag med børn og voksne. Målet med legepladsdagene er at give alle børnehavebørn i kommunen en fælles, sjov og festlig oplevelse med deres venner og voksne fra institutionen. Samtidig er målet at vise, hvordan ethvert tema kan udfolde sig som leg og alsidige bevægelsesaktiviteter, og hvordan legepladsen kan danne ramme om disse.
Temaet for legepladsdagen er hemmeligt, men jeg kan afsløre, at der blandt andet leges Den Blå Planet, Tårnby Transportleg, Tårnby Rundt og Strandtur på Sneglen. Til den afsluttende byfest hjælper børn og voksne ”det gamle vandtårn” med at finde hjem til sin by, mens de hylder hverdagen i børnehaverne med en glad Tårnby-sang.
Frivillig fredag
Igen i år fejrer Tårnby Kommune alle jer lokale frivillige, som hver dag lægger tid og ildhu i vores mange foreninger. Det sker 29. september, hvor der er Frivillig Fredag på Tårnby Hovedbibliotek. Det er også denne dag, vi finder vinderen af årets Frivillighedspris.
Jeg har hørt, at der igen i år vil være mad og mulighed for at netværke på tværs af foreninger. Vi skal også have afsløret en ny vandreudstilling med portrætbilleder af nogle af jer lokale frivillige. Jeg glæder mig til en festlig aften, hvor jeg kan sige pænt tak til jer alle. Tilmeld dig Frivillig Fredag og indstil din kandidat til årets Frivillighedspris her
Sensommerkoncerter på scenen foran Hovedbiblioteket
Tårnby Live er en minifestival, der sætter spot på lokale bands og gode fælles musikoplevelser. I år kan du opleve en håndfuld forrygende bands, der spænder bredt i genre og alder. Festivalen startede i lørdags, men du kan stadig nå at opleve Dear Ambers guitarrock fredag den 18. august kl.18 samt Toni Bergenhammer aka ”Den syngende murer” lørdag den 19. august kl. 13. Der er gratis adgang for alle, så tag venner og familie med og nyd sensommeren udendørs med god musik.
Nyt arrangementskatalog for efteråret på Tårnby Kommunebiblioteker
Så er det nye arrangementskatalog for efteråret 2023 udkommet. Efteråret er lig med nye læseklubber, spændende foredrag, Bogbio, Litteraturbanko og Litteraturen i naturen, Tårnby Sundhedsuge, Skumringstime samt Bibliotekernes festival for historie. Det trykte katalog finder du på Hovedbiblioteket og på Vestamager Bibliotek. Billetter købes på bibliotekerne eller via bibliotekets hjemmeside
Velkommen til de nye elever på Tårnby Gymnasium
I uge 33 har vores biblioteker budt velkommen til de nye 1. HF og 1. g. klasser, der er startet på Tårnby Gymnasium. 13 klasser har været forbi med det formål at låne en skønlitterær bog, eleverne kan læse, når de har ”TG-læser” på skoleskemaet. Her er afsat tid og ro til at læse noget, som ikke er lektier. Alle elever er blevet vist rundt på biblioteket og har fået en kort introduktion til, hvordan de kan finde den faglitteratur, de senere skal bruge i deres skolegang. Elevernes besøg på biblioteket er det første ud af flere planlagte i løbet af deres gymnasietid. Samarbejdet mellem Tårnby Gymnasium & HF og Tårnby Kommunebiblioteker vil sikre, at eleverne får hjælp til informationssøgning i forbindelse med deres store opgaver.
Åbent hus på Kulturzonen
Tårnby Musikskole, som er vores kommunale musiktilbud til børn og unge, starter undervisningen op i den kommende uge. Mange elever fortsætter fra år til år, men der er stadig ledige pladser på udvalgte instrumenter og hold. I den anledning inviterer musikskolen til åbent hus på deres hjemsted Kulturzonen på Nøragersmindevej lørdag den 26. august kl. 10-13. Her vil der være mulighed for at møde lærere og elever, prøve udvalgte instrumenter og i øvrigt få en snak med musikskolens personale om børn og unge og musik. På musikskolens hjemmeside findes en liste over ledige pladser, men jeg vil opfordre til, at man lægger vejen forbi Vestamager og ved selvsyn får et indtryk af, hvordan det er at være en del af et musikalsk miljø.
Det var det hele for denne gang. Rigtig god weekend.