Sikke et flot vejr, der har ført os ind i september. Min uge har budt på flere gode anledninger til at møde nogle af jer borgere, blandt andet flagdag for veteraner, grundlovsceremoni og borgmesterkaffe. Sideløbende er vi stadig i gang med budgetforhandlingerne, så der er nok at se til. I ugens nyhedsbrev kan du læse om erhvervsvenlighed, unge i fritidsjob og mange andre tiltag.
9 pladser frem i lokal erhvervsvenlighed DI har i denne offentliggjort Lokal Erhvervsvenlighed 2023. Det er en landsdækkende, årlig undersøgelse, der evaluerer og sammenligner erhvervsvenligheden i landets kommuner. Vurderingen er baseret på en række statistiske parametre samt en tilfredshedsundersøgelse blandt de lokale virksomheder. Vi er gået ni pladser frem i forhold til sidste år. Det, som jeg hæfter mig ved, er, at vi blandt andet kan se en statistisk fremgang på vores sagsbehandlingstider på miljøsager og byggesager. Vores miljøafdeling har arbejdet hårdt for at forbedre sagsbehandlingstider, og jeg er stolt af, at det kan ses i analysen. På dialogen mellem virksomheder, politikere og embedsmænd, bliver vi også vurderet bedre i år af virksomhederne. Det er positivt, at vores initiativer med blandt andet nyhedsbreve og erhvervstræf begynder at vise sig i virksomhedernes vurdering af os.  Jeg ser DI rapporten som et værktøj til dialog og drøftelser mellem erhvervslivet, brancheorganisationer og kommunen. Det er endnu en af grundene til, at jeg glæder mig til vores erhvervstræf på onsdag i næste uge. Borgmesterkaffe på rådhuset Tirsdag i denne uge havde jeg inviteret til borgmesterkaffe på rådhuset. Ti borgere var tilmeldt, og vi fik blandt andet talt om trafik, ældrepleje og hundeområder. Det er altid meget givende at høre jer borgeres perspektiv, og der vil komme flere invitationer til borgmesterkaffe fremover. Stormflodssikring på dagsordenen Onsdag holdt jeg møde med København, Dragørs og Hvidovres borgmestre. Emnet var stormflodssikring, som er en udfordring, vi alle står med i fremtiden. Derfor havde vi for nyligt også Sund & Bælt samt DMI på besøg i Kommunalbestyrelsessalen, hvor de fortalte os politikere om fremtidens klima, så vi kan blive klædt på til at træffe gode beslutninger for, hvordan vi sikrer Tårnbys kystlinjer bedst. Det kommer du til at høre meget mere om. I Tårnby er vi gået sammen med Dragør, Hvidovre og København om at finde fælles løsninger. Pigeklubben for piger af anden etnisk baggrund I Børne- og Skoleudvalget blev det torsdag godkendt at fortsætte et samarbejde med Dansk Flygtninge Hjælp om pigeklubben. Klubben er blevet etableret, fordi piger med anden etnisk baggrund end dansk i mindre grad end drenge med anden etnisk baggrund og unge med dansk baggrund deltager i forenings- og fritidsliv. Deltagelsen i Pigeklubben har ifølge evalueringen betydet, at pigerne har fået udviklet deres danske sprog, deres kendskab til dansk kultur og sociale normer. Klubben har desuden øget pigernes kendskab til og deltagelse i det etablerede, lokale fritids- og idrætsliv samt styrket deres relationer til jævnaldrende danske kammerater. De har fået øget selvtillid og mod på at deltage i andre fritidsaktiviteter, hvilket alt i alt fremmer deres deltagelsesmuligheder i det danske samfund. Der er 15 piger i alderen 7-16 tilmeldt klubben, der holder til i Tårnbyparkens lokaler i samarbejde med frivillige fra DCR Integration. Flere unge i fritidsjob Som en del af kommunens Plan for Tårnby Kommunes ungeindsats 2022-2023 har Børne- og Skoleudvalget besluttet, at der skal arbejdes for at få flere unge i fritidsjob. Derfor har Ung Tårnby indgået en aftale med Ungdomsskoleforeningen, der i samarbejde med Coop tilbyder konceptet ”Når fritid bliver til fremtid”. Det handler om at skabe fritidsjobs til udsatte unge, da fritidsjobs både styrker arbejdskompetencer og uddannelsestilknytning og desuden forebygger kriminalitet. Jeg synes, det er et rigtigt spændende samarbejde, som jeg ser frem til at høre mere om. Grundlovsceremoni på rådhuset Torsdag havde vi grundlovsceremoni på rådhuset. 10 Tårnby-borgere blev ved denne lejlighed tildelt dansk statsborgerskab, og det var en festlig begivenhed, som mange af dem havde glædet sig til længe. Kastrupgårdskolen fylder 50 Næste fredag fylder Kastrupgårdskolen 50 år. Det skal naturligvis fejres. Derfor er elever, deres familier, tidligere elever og lærere, pensionister og hvem der nu ellers har interesse inviteret til åbent hus fra 15-18. Jeg lægger også vejen forbi og holder tale kl. 16.45. Busture rundt i Tårnby Som allerede nævnt i indledningen, holder jeg meget af at komme ud at møde jer borgere. Noget, jeg sætter lige så stor pris på, er at få lov til at fortælle jer om vores fantastiske kommune, og det får jeg god lejlighed til, når jeg i morgen lørdag er guide på en bustur rundt i Tårnby, arrangeret af AOF og næste lørdag er der bustur for nye borgere. Til begge busture er der over 50 tilmeldte, og vi slutter af på Kastrupgårdsamlingen. Partnerskaber for handling Hver måned har Tårnby Kommunebiblioteker fokus på et af FN’s 17 Verdensmål. I september er det Verdensmål 17: Partnerskaber for handling. Det sker med artikler på bibliotekets hjemmeside, arrangementer og udstillinger i biblioteksrummet. Baggrunden for Verdensmål 17 er, at det kun er ved hjælp af stærke partnerskaber på tværs af foreninger og institutioner, at vi sammen kan bidrage til en mere bæredygtig verden. Det gælder både lokalt og globalt. For at vise det globale perspektiv har biblioteket indgået partnerskab med Soroptimist International Kastrup-Tårnby om en udstilling i rotunden. Udstillingen indvies ved en reception den 12. september, og du er inviteret. Jytte Crusell fra Soroptimist International Kastrup-Tårnby vil fortælle om klubbens projekter i blandt andet Ghana, Burkina Faso og Ukraine. Projekter der i høj grad lykkes på grund af globale partnerskaber. Frem til 27. september vil du kunne se udstillingen med billeder fra Soroptimist International Kastrup-Tårnbys arbejde på et center i Burkina Faso, der skaber bedre forhold for hekseanklagede kvinder, samt billeder fra ”verdens vigtigste cykelløb”, der sikrer skolemad til skolebørn i Ghana. Tøjbyttemarked på Hovedbiblioteket Har du brugt sommeren på at rydde ud i klædeskabet eller mangler du nye bæredygtige fund til efteråret? Så kom til tøjbyttemarked på Hovedbiblioteket lørdag den 16. september kl. 10-14. På markedet kan du medbringe det tøj, du ikke længere bruger, så det kan få nyt liv i en andens klædeskab, og du kan tage tøj med hjem til din egen garderobe. Tøj, der ikke har fået ny ejermand, når dagen er omme, doneres til velgørenhed. Det er Tårnby Kommunebiblioteker, der inviterer i samarbejde med foreninger Kvinder i Tårnby.   Fra Barbie til Barbenheimer Kulturhuset Kastrup Bio byder i weekenden på visninger af Disneys elskede klassiker Bambi, og hvem husker ikke Stampes skønne replik: ”Se!!! Vandet er stift”. Filmen er den første i en række af Disney klassikere, der vises over efteråret i anledning af at Disney bliver 100 år. Weekenden byder desuden på muligheden for en ægte Barbenheimer. Barbie først, så spisepause og måske en badetur på stranden (hvor vandet lige nu absolut ikke er stift) og til sidst Oppenheimer. Det er også stadig muligt at se Shabholm og Når Befrielsen Kommer. Se programmet på Kulturhuset Kastrup Bios hjemmeside     Det var alt denne gang. Rigtig god weekend.