Denne uges nyhedsbrev byder på lidt om budgetforhandlinger og meget om sundhed, fællesskaber og miljøet.
Høring af prioriteringsforslag til budget 2024 Kommunens økonomi er udfordret, og i forbindelse med udarbejdelsen af kommunens budget for 2024 skal der foretages en række prioriteringer, som kan sikre balance mellem kommunens udgifter og indtægter. Først på ugen sendte vi en række prioriteringsforslag i høring blandt dem, der er direkte berørt af de enkelte forslag. Høringsperioden løber til 19. september. Se alle prioriteringsforslagene på taarnby.dk. Klar til Sundhedsugen og Tårnby Familiedag Hvert år i uge 41 er holder vi Tårnby Sundhedsuge, hvor du kan finde inspiration til en sund hverdag for krop og sind. Vi tyvstarter ugen allerede lørdag den 7. oktober, hvor der er Tårnby Familiedag på Tårnby Stadion på Gemmas Allé. Her kan man deltage i Fjolles Børneløb med elefanten Fjolle eller løbe med i Familieløbet. Læs mere om familiedagen og de mere end 70 andre aktiviteter, der finder sted i forbindelse med Sundhedsugen, på taarnby.dk. Se programmet for Sundhedsugen på taarnby.dk. Flere shelters på Fælleden Nu kommer der endnu flere muligheder for at tage på sheltertur på Kalvebod Fælled. I foråret gav Bygge- og ejendomsudvalget Naturstyrelsen tilladelse til at etablere to shelters på Kalvebod Fælled, og i denne uge gav udvalget tilladelse til, at der bliver etableret yderligere fire shelters – denne gang i Pinseskoven i den sydøstlige del af Fælleden. Naturstyrelsen vil etablere de fire nye shelters ved eksisterende lejrpladser ved Ellevehøjevej, Kanalvej, Ottehøjevej og Svenskeholmvej. Vores Center for By, Miljø og Klima har vurderet, at de fire nye shelters kan etableres og bruges i samklang med vores naturbeskyttelsesindsats på Fælleden, og vi er glade for, at offentligheden – herunder især børn og unge – nu får endnu bedre adgang til at bruge Kalvebod Fælled. Ros fra fællesskabsplatformen Boblberg for åbenhed og ærlighed I Tårnby Kommune har vi et samarbejde med den digitale platform Boblberg, hvor man gratis kan søge nye relationer, venskaber eller nogen at dele interesser med. Det har 4.000 Tårnby-borgere allerede kastet sig ud i, og folkene bag Boblberg roser Tårnby-borgerne for deres ærlighed i de opslag, de laver. De er gode til at fortælle om deres situation og hvad de søger, uanset om det er en gåmakker, en legekammerat til hunden, en at gå i biografen med eller måske en at dele livets op- og nedture med. Boblberg fungerer både som app og via hjemmeside. Læs mere om Boblberg på taarnby.dk. Du kan også være heldig at falde over en flyer om Boblberg hos nogle af kommunens læger, tandlæger, kommunale aktører, gymnasiet og andre steder, som hjælper os med at udbrede denne fine mulighed for at finde nye fællesskaber. Børnesang og glade plejehjemsbeboere 40 børnehavebørn fra 4 forskellige daginstitutioner var torsdag formiddag på besøg på Plejehjemmet Ugandavej for at afholde koncert. I en måned har børnene øvet sig og glædet sig til at synge sammen. Koncerten blev afholdt i anledning af den nationale sangdag ”Små Synger Sammen”, hvor daginstitutioner landet over synger sange sammen. I år var temaet sange om ting med hjul på, så der blev blandt andet sunget ”Oles nye autobil”, ”Gravkoen” og ”Jeg har en flyvemaskine”. Vestamager Bibliotek har samarbejdet med de lokale daginstitutioner om sangdagen i flere år, hvor børnene har sunget i Vestamager Centret, men som noget nyt tog børnene i år turen til Plejehjemmet Ugandavej og sang for beboerne. Biblioteket takker for det gode samarbejde med plejehjemmets personale, som både sørgede for gode rammer for store og små, samt mælk til madpakkerne.  Hovedbiblioteket flytter rundt Hvis du som jeg ofte kommer forbi Hovedbiblioteket på Kamillevej, så har du måske lagt mærke til, at der i disse uger bliver flyttet rundt på både bøger og reoler på 1. sal. Det roder lidt, men bibliotekets personale hjælper gerne, hvis du har svært ved at finde de bøger, du skal bruge. Biblioteket er i gang med en omindretning af hele 1. salen, så den kommer til at leve op til de ønsker og behov, I besøgende efterspørger. I bedste verdensmålsstil genbruger biblioteket flest muligt af de eksisterende møbler, men placerer dem på nye måder, så der bliver flere områder, hvor du som besøgende kan sidde og læse, studere, dyrke kreative sysler eller bare ”hænge ud” med en kammerat eller dagens avis. Grønne Nabofællesskaber i Tårnby Apropos fællesskaber: I august inviterede Tårnby Hovedbibliotek og Bent Mariager fra Grønne Nabofællesskaber kommunens borgere til opstartsmøde af Grønne Nabofællesskaber i Tårnby. Flere interesserede og engagerede borgere deltog i mødet og besluttede at danne et Grønt Nabofællesskab i Tårnby. Et Grønt Nabofællesskab handler om at finde en eller flere fælles grønne interesser, man sammen arbejder for at indføre i sin kommune. Der er dannet over 200 Grønne Nabofællesskaber rundt om i Danmark, og de har opstartet alt fra mere biodiversitet på kommunernes grønne arealer til delebilsordninger. På første møde var bytteskabe og byttemarkeder, grøn fællesspisning, videndeling om permakultur og mere biodiversitet på kommunes mange græsplæner højt på ønskelisten hos de fremmødte. Du kan være med til næste møde i Tårnby Grønne Nabofællesskaber, som foregår den 19. september kl. 17-19 på Tårnby Hovedbibliotek. Alle, der har lyst til at være med i fællesskabet, er velkomne til at deltage. Første aktivitet, som Tårnby Grønne Nabofællesskaber sætter i gang, er World Clean Up Day i Tårnby: Lørdag den 16. september rydder hele verden op i forbindelse med World Clean Up Day, og i Tårnby inviterer Tårnby Grønne Nabofællesskaber til naturoprydning på de grønne områder omkring Øresundsparken. Alle, der har lyst til at være med, mødes ved Femøren Station klokken 10. Fjernvarmenyheder direkte fra Tårnby Forsyning Afslutningsvis vil jeg lige benytte lejligheden til endnu en gang at gøre opmærksom på, at man nu kan få nyheder om fjernvarme direkte i sin indbakke. Tårnby Forsyning har nemlig lanceret et nyhedsbrev, hvor de løbende vil informere om alt fra status på, hvor mange der har tilmeldt sig fjernvarme, til information om trafikale påvirkninger i forbindelse med gravearbejde. I kan endda også tilmelde jer fjernvarme via nyhedsbrevet. I kan tilmelde jer nyhedsbrevet på Tårnby Forsynings hjemmeside. Det var alt for denne gang. Rigtig god weekend.