Efter en god efterårsferie er jeg tilbage på rådhuset, hvor ugen har budt på mange spændende arrangementer. Jeg har i ugens løb besøgt to spændende lokaler virksomheder, Geodis og White Labs, og onsdag fejrede vi, at der er kommet nye elbusser på vejene. I næste uge ser jeg blandt andet frem til, at jeg skal være med til at plante et generationstræ.
Læs mere her:
Årets Elbilparate Kommune
Jeg vil starte med en nyhed, jeg har glædet mig til at dele med jer. Tårnby Kommune har i dag fået prisen som ’Årets Elbilparate kommune’. Tidligere i dag var jeg i Bella Center sammen med vores kommunaldirektør, hvor jeg modtog prisen under elbilmessen eCarExpo.
Det er brancheorganisationen Dansk e-Mobilitet og FDM, som står bag prisen, og det var FDMs administrerende direktør Stina Glavind, der overrakte mig den.
Prisen uddeles til den kommune, der ud fra en række objektive kriterier som opsætning af ladestandere, størst vækst i ladekapacitet til offentlig tilgængelig opladning og ladekapacitet i forhold til antal elbiler, og her har Tårnby Kommune scoret topkarakter.
Det er jeg rigtig stolt på kommunens vegne over.
Læs mere på FDMs hjemmeside
Fejring af elbusser
Og nu vi taler om eldrevne køretøjer, så har vi i denne uge fejret, at vi har fået 36 nye elbusser på vejene. Med de nye busser er 63 procent af busdriften nu i Tårnby eldreven, og med de 510 tons mindre CO2 om året er vi et skridt tættere på at gøre den helt fossilfri.
Det blev fejret med manér onsdag morgen ved busholdepladsen på Nøragersmindevej ved sløjfen med musik, tale, grønt bånd og en særkørsel i den nye elbus.
Læs hele nyheden Flere grønne busser på vejene i Tårnby
På tur i Naturpark Amager
Onsdag eftermiddag var jeg sammen med en række af mine kollegaer fra Kommunalbestyrelsen på besigtigelse i Naturpark Amager sammen med Naturstyrelsen. Det er Naturstyrelsen, som står for Naturparken, og de ville gerne vise os deres nye tiltag, blandt andet om at skabe bedre sammenhæng mellem by og natur. Ude ved den store nye parkeringsplads ved Frieslandsvej så vi de nye stier, som forbinder over diget til Kongelundsskoven.
Det var en lidt kold og blæsende tur, men naturen er altid fascinerende uanset årstiden, også da vi stod på toppen af Ullerupdiget og kiggede ud over vandet. Vi var inde på Søndre Pumpestation, som normalt ikke er åben for offentligheden.
Naturstyrelsen håber at omdanne den gamle pumpestation til et udstillingslokale. Pumpestationen er i øvrigt fuldt funktionsdygtig og er med til at holde vandet ude af Naturpark Amager.
Naturstyrelsen fortalte i øvrigt, at der er sat elektroniske pullerter op, som erstatning for den gamle røde port ved indgangen til Naturpark Amager ved Otto Baches Alle. Vi sluttede turen ved Naturcentret, hvor vi så nærmere på Ildsjælehuset, og til sidst spiste vi et hyggeligt måltid på Traktørstedet Vestamager. Hvis du har lyst til frisk vind i håret i weekenden, så kan jeg bestemt anbefale, at du tager til Naturpark Amager. Der er så mange skønne steder at opleve naturen og dyrelivet. Skovfogeden fortalte mig, at vi godt må prale af, at naturen i Naturpark Amager er et af de bedste steder for viben. Og så ligger størstedelen af Naturpark Amager i Tårnby Kommune.
Iværksætterindsats
Jeg vil lige slå et slag for vores iværksætterindsats i kommunen. Hvis du går med tanker om, at det kunne være spændende at prøve at starte egen virksomhed op, så tilbyder Tårnby Kommune gennem vores samarbejdspartner Erhvervshus Hovedstadsregionen en række vejledningsmuligheder og gratis workshops for iværksættere.
Ved at få en bred og generel introduktion til de vigtigste emner, får du et bedre grundlag at bygge din virksomhed op. Alt for mange små virksomheder lukker igen, og det vil vi som kommune gerne være med til at undgå.
Når din lille virksomhed begynder at vokse, og du begynder at få brug for en kontorplads, så har vi faktisk seks små kontorlokaler, vi lejer ud til iværksættere. Kontorerne ligger på Oliefabriksvej, på 4. sal i vandtårnet.
Jeg ved, at der er en af byens bedste udsigter derude, og det er med til at give et godt arbejdsmiljø for de små virksomheder derude. Vi har ledige kontorlokaler i øjeblikket, så ring til vores erhvervskonsulent Anja på telefon 32 47 12 09 for at høre mere.
Plant et generationstræ
I næste uge på mandag har jeg fornøjelsen af at være med, når foreningen Plant Et Træ og Tårnby Kommune inviterer beboere på plejehjemmet Pyrus Allé og børn fra børnehaven Klitrose Allé til at plante et træ sammen. Et generationstræ.
Jeg kommer og holder tale, hvor jeg vil fortælle, at jeg synes, det er noget helt særligt, at de mødes på tværs af generationer for at plante et nyt træ sammen.
Første spadestik nye pyrolyseanlæg
Senere samme dag skal jeg sammen med Tårnby Forsyning tage første spadestik til deres kommende pyrolyseanlæg på renseanlægget i Kastrup Strandpark. Et pyrolyseanlæg kan kort fortalt omdanne spildevandsslam fra renseanlægget til et bæredygtigt gødningsprodukt fri for miljøskadelige stoffer som PFAS.
Jeg glæder mig over, at vi har et forsyningsselskab, som bidrager med gode løsninger til gavn for vores miljø. Det er et spændende projekt, som Tårnby Forsyning tager første spadestik til, og faktisk er det kun det tredje anlæg af sin slags i hele Danmark.
Litteraturbanko
Jeg har ladet mig fortælle, at du kan kombinere banko og litteratur til Litteraturbanko på Tårnby Hovedbibliotek på mandag den 30. oktober kl. 13-15. Bibliotekarerne Mona og Louise læser højt fra udvalgte romaner, der alle handler om mad og madlavning.
For at få banko skal du lytte til oplæsningen og markere de ord fra historien, som står på din bankoplade. Hvis du får banko, er der fine gaver at vinde. Det koster 35 kroner at deltage, og du køber din billet lige her Litteraturbanko
Er du i tvivl om dit studievalg?
Så er der hjælp at hente på biblioteket. Unge og voksne kan nu booke en samtale med en studie/karrierevejleder fra Studievalg Danmark. Vejledningen er for alle, der er på vej mod videregående uddannelse, erhvervsuddannelse eller efter- og videreuddannelse.
Du kan for eksempel være i gang med eller have afsluttet en ungdomsuddannelse, være i gang med sabbatår eller gå på en videregående uddannelse. Det kan også være, at du står uden for arbejdsmarkedet eller har et job, men drømmer om efteruddannelse eller et karriereskift.
Læs mere om tilbuddet, og hvordan du booker en tid her Studievejledning på biblioteket
Børnekoncert på Kulturzonen
Trænger man til lidt lys og munterhed i et lidt mørkt og regnvådt efterårsvejr, så er der børnekoncert på Kulturzonen lørdag d. 11. november.
Musikerne er nogle af de dygtige folk fra Tårnby Musikskoles lærerstab: Jacob Broholm på klaver, Jacob Smedegaard på trommer og Christian Peter Sekjær på bas lægger det swingende underlag for sanger Nanna Khoury Sabroe i børnesange, som giver en lyst til at danse og synge med.
Det er for børn i alderen 2-8 år og deres venner og voksne. Nanna er kendt af mange af Tårnbys børnefamilier fra rytmikundervisning på hovedbiblioteket og Kulturzonen og som lærer i mange af kommunens børnehaveklasser.
Se mere på Kulturzonens hjemmeside
Det var alt for denne gang. Rigtig god weekend.