Det har været en begivenhedsrig uge, hvor jeg har været til uddeling af Årets Foreningspriser, besøgt Stadionboligerne, været til kredsrådsmøde med politiet og meget andet. Det har også været en særdeles kraftfuld efterårsuge, hvor vi torsdag oplevede store mængder af vand på kort tid, som især påvirkede jer, der bor på Vestamager.
I næste uge glæder jeg mig blandt andet til, at jeg skal i borgmesterpraktik i fritids- og ungdomsklubben på Løjtegårdsvej.
Læs mere her:
Topper i kommunale elbiler
Som I nok alle ved, er vi i Kommunalbestyrelsen meget optaget af den grønne omstilling og af at nå vores ambitiøse klimamål om 70 procent reduktion i 2027. En af vores målsætninger er at få flere grønne biler på vejene, og her skal vi som kommune selvfølgelig vise det gode eksempel. Derfor er jeg glad for at kunne dele med jer, at over halvdelen af kommunens biler nu kører på el.
Ikke nok med det så placerer det os helt i toppen i en ny kortlægning af kommunernes andel af grønne biler. Der er kun seks kommuner herunder Tårnby i hele Danmark, der har flere kommunale biler, der kører på el end fossilt brændsel. Det er Danske Bilimportører, som står bag kortlægningen, og her kan man se, at landsgennemsnittet er på lige under 17 procent grønne biler i kommunerne. Så man må sige, at vi er nået langt i Tårnby. Det viser, at vores store og vedvarende indsats for den grønne omstilling virker. Det er jeg rigtig stolt af.
Læs hele rapporten her Kommunernes bilflåder 2023
Danmarks første sorteringsanlæg til storskrald
I den her uge åbnede det første sorteringsanlæg til storskrald i Danmark, og det skal håndtere vores storskrald i kommunen. Anlægget er nemlig blevet til i samarbejde med miljøvirksomheden Norecco og fire hovedstadskommuner: Tårnby, København, Dragør og Frederiksberg. Forventningen er, at vi kan fordoble andelen af storskrald, som bliver genanvendt, så vi fremover når op på 30 procent. Det er rigtig godt, at vi med det nye anlæg kan sikre, at endnu mere af vores affald bliver genanvendt, og det er endnu et skridt i den grønne omstilling.
Læs hele historien her Det første sorteringsanlæg til storskrald
Kredsrådsmøde med politiet
Tidligere i dag var jeg på Københavns Politigård til kredsrådsmøde sammen med mine borgmesterkolleger fra Dragør, København og Frederiksberg. Her mødes vi fire gange om året med politidirektør Anne Tønnes, hvor vi får en status på kriminalitet og forebyggelse i politikredsen, såvel som mulighed for at drøfte aktuelle emner, som fylder i vores respektive kommuner. Jeg glæder mig over det gode og tætte samarbejde, som vi har med Københavns Politi og herunder vores nærpoliti her i Tårnby.
Informationsmøde for håndværkervirksomheder
I går aftes var rådhussalen ramme for informationsmøde med repræsentanter fra forskellige håndværkervirksomheder. Vi havde inviteret alle interesserede virksomheder til et orienteringsmøde om ophøret af vores rammeaftaler på håndværkerydelser. De nuværende aftaler udløber i slutningen af måneder og skal derfor sendes i udbud næste år. Når processen for udbuddet er helt fastlagt, inviterer vi til endnu et informationsmøde i det nye år.
Foreningspriser
Onsdag aften havde jeg fornøjelsen af at være med til at dele Foreningspriser ud. Stort tillykke til Soroptimisterne, som blev kåret til Årets Forening og til Christina Hamburger Plæhn fra FDF Tårnby, som blev kåret som Årets Foreningsleder. Vi er i Tårnby beriget med et spændende foreningsliv med 90 foreninger, der samler til mange forskellige aktiviteter for børn, unge og voksne. Det kan vi godt være stolte af, og derfor er det vigtigt, at vi husker at hylde de foreninger og ildsjæle, som bruger deres fritid på at skabe et godt fritidsliv for alle os andre. Det gjorde vi denne aften med musik, taler og middag.
Dialogforum og rundvisning ved Stadionboligerne
Onsdag var jeg tidligere på dagen til dialogforum med repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter. Vi mødes to gange om året for at tale om de sociale klausuler i kommunens kontrakter. Denne gang var det dog i nye omgivelser. For i stedet for at mødes på rådhuset som normalt, holdt vi mødet i en skurvogn ved byggeriet af Stadionboligerne. På den måde fik vi inden mødet mulighed for at se nærmere på byggeriet af de nye ungdomsboliger under en rundvisning. Byggeriet har virkelig taget form, og nu er der ikke lang tid til, at de første beboere kan flytte ind i løbet af næste år. Jeg er sikker på, at det bliver til stor glæde for mange unge i kommunen.
Tårnby Torv-beslutning rykket fra december til forår
Som mange nok kan huske, er der et stort projekt i gang om at udvikle og nytænke Tårnby Torv og området omkring det, herunder at bygge supermarked på det grønne hjørne ved Tårnby Skole. I sidste uge meddelte AP Pension, som står bag projektet, at man har besluttet at udskyde behandlingen af det samlede projekt for nyt Tårnby Torv fra bestyrelsesmødet i december 2023 til et bestyrelsesmøde i foråret 2024, og at lejerne i Tårnby Torv derfor nu tidligst vil blive opsagt i løbet af foråret 2024 – fortsat med et års opsigelsesvarsel.
Jeg ved, at dette projekt er noget, mange har aktier enten af økonomisk eller følelsesmæssig art i, så jeg er naturligvis opmærksom på at kommunikere løbende om udviklingen i dette projekt i den kommende tid, og man kan også følge med på AP Pensions egen hjemmeside om projektet Nyt Tårnby Torv
Borgmesterpraktik i fritidsklub
På tirsdag i næste uge ser jeg frem til, at skal i borgmesterpraktik. Denne gang går turen til fritids- og ungdomsklubben på Løjtegårdsvej. Jeg vil her bruge eftermiddagen i fritidsklubben, som er for elever i 4.-6. klasse. Jeg glæder mig til at møde børnene og opleve, hvad der optager dem, og til at bruge tid sammen med nogle af vores dygtige pædagoger, som kan give mig et indblik i deres hverdag. Det bliver en spændende og sjov eftermiddag, som jeg allerede nu har hørt, kommer til at byde på brætspil, bordfodbold, kreative værksted, E-Sport-turnering og meget andet.
Tårnbys 4. klasser er blevet Verdensmålsmestre!
Med et Verdensmålsmesterpas i hånden er 9 klasser fra 4. årgang i Tårnby gået ud i verden efter et intenst forløb sammensat af Tårnby Kommunebiblioteker. Eleverne har lært om de udfordringer og løsninger, der findes på verdens problemstillinger. De har samlet legetøj og tøj ind til genbrug, lavet insekthoteller, samlet regnvand, samlet skrald og meget mere. Til sidst har de fået et skræddersyet besøg på Den Blå Planet, hvor de fx lærer om det stigende syreindhold i havet, og hvordan det dræber korallerne. Jeg er meget stolt af vores nye Verdensmålsmestre og af det gode samarbejde mellem skoler, biblioteket og Den Blå Planet.
Historiefestival
I næste uge ved den årlige historiefestival ’Bibliotekernes festival for historie’ kan du komme tæt på afgørende begivenheder i Danmarkshistorien. Endda uden at gå ud i novembers regn og mørke. I løbet af ugen kan du via bibliotekets Facebook streame historiske foredrag om blandt andet danskere i de tyske KZ-lejre under 2. Verdenskrig, den danske udvandring til New York i tiden omkring år 1900 og abortens frigivelse i 1973. Følg med på bibliotekets Facebook for yderligere information.
Det' for børn på Tårnby Hovedbibliotek
Har du børn, så vil jeg opfordre dig til at trodse november-vejret og tage dem med på Hovedbiblioteket, så I sammen kan gå på jagt i Danmarkshistorien. Med et skattekort, som I får udleveret i informationen, kan I finde spor efter de voldsomme vikinger, den mørke middelalder og den barske besættelsestid. Der er naturligvis diplom til alle børn, der gennemfører skattejagten.
På Hovedbiblioteket kan I også tage forskud på julens glæder i Julemandens værksted for børn og deres voksne. I værkstedet kan der laves smukke stofblomster, julepynt og gaveindpakning af genbrugsmaterialer. Hent gratis billet og læs mere på Tårnby Kommunebiblioteker
Det var alt for denne gang. Rigtig god weekend