Lokale idrætsforeninger går sammen med Tårnby Kommune og DGI Storkøbenhavn om at skabe sunde rammer for børn og unge, så de ikke møder røg, snus og nikotinprodukter foran indgangen til hallen eller på sidelinjen.
Antallet af unge, der ryger eller bruger nikotinprodukter, er stigende. Kræftens Bekæmpelse anslår, at op mod 40 børn og unge hver dag begynder at ryge i Danmark, og dertil kommer brugen af røgfrie nikotinprodukter. Men røg, snus og nikotinprodukter hører ikke til i idrætslivet. Det mener tre ud af fire danskere, som foretrækker, at idrætsanlæg og sportspladser gøres røgfrie.
Tårnby Kommune har derfor indgået et partnerskab med DGI Storkøbenhavn, som har fokus på, at børn og unge ikke skal møde røg, snus eller nikotinprodukter, når de færdes i foreningslivet og på idrætsanlæg. Det har udmøntet sig i et tæt samarbejde med en lang række foreninger fra Vestamager Idrætsanlæg, Amagerhallen og Travbanehallen.
”Det er vigtigt at vi gør en indsats for at børn og unge ikke møder tobak og nikotinprodukter, når de færdes i foreningslivet på vores idrætsanlæg i Tårnby. Vi må alle gøre en fælles indsats for at fjerne røgen og brugen af nikotinprodukter fra de steder, hvor børn og unges færdes og derfor har vi indgået partnerskabet med DGI Storkøbenhavn om denne indsats med de udvalgte idrætsanlæg som første skridt”, pointerer borgmester i Tårnby Kommune, Allan S. Andersen.
Klaus Bach, som er formand for Tårnby Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg, tilføjer: ”Kampagnen om at skabe røg- og nikotinfrie rammer i idrætslivet er i høj grad også rettet mod de nye og mere usynlige former for nikotinprodukter, såsom nikotinposer, ligesom den synlige røg skal undgås de steder, hvor børn og unge bruger deres aktive fritid”.
Tracy fra AB Tårnby håber, at indsatsen vil hjælpe besøgende til at huske, at de er rollemodeller for børn og unge, og derfor ikke skal ryge eller smide brugte nikotinposer ved haller og udendørsbaner.
”Jeg tror tit, at det bare er en vane at folk stiller sig ved indgangen og udendørsbanerne. Hvis vi som foreninger sender et fælles signal om, at vi gerne vil have at folk tager hensyn, så tror og håber jeg, det kan have en effekt”.
Kampagne, der opfordrer folk til at tage hensyn
Indsatsen er ikke en rygestopkampagne, men ønsker via venlige henstillinger at ændre folks tobaksadfærd omkring børn og unge i idrætslivet. Det er bl.a. mundet ud i kampagnefilmen ’Tak fordi du ikke ryger eller tager snus ved vores anlæg', hvor børn, trænere, forældre og frivillige fra de lokale foreninger medvirker.
Kampagnen kører fra uge 35 og håbet er, at det bliver startskuddet til, at endnu flere vil tage hensyn og bakke op om sunde rammer for børn og unge i idrætslivet.
Fakta
En undersøgelse fra Tryg Fonden, Kræftens Bekæmpelse og Hjerteforeningen viser, at 70% af de adspurgte ønsker tobaksfrie rammer, når de færdes i idrætslivet.
Rapporten ’Danskernes rygevaner 2022’ fra Sundhedsstyrelsen viser, at mere end hver tiende i alderen 15-29 anvender røgfrie nikotinprodukter enten dagligt eller lejlighedsvis.