Frivillige blev hyldet til Frivillig Fredag på Hovedbiblioteket. Aftenen bød på rød løber, taler, tapas og en fin mulepose designet af FGU. Og så blev en helt ny udstilling med portrætter af frivillige ildsjæle i kommunen indviet, og vinderen af Frivillighedsprisen 2023 kåret.
Den røde løber var rullet ud, da over 70 frivillige fra Tårnbys foreningsliv fredag aften var samlet til en festlig aften på Hovedbiblioteket. Anledningen var Frivillig Fredag, som er en årlig hyldest til den frivillige indsats landet over.Borgmester Allan S. Andersen, formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget Einer Lyduch og formand for Kultur- og Fritidsudvalget Klaus Bach bød gæsterne velkomne. Da alle gæster havde taget plads ved de rød-og-hvid-ternede duge i salen, holdt borgmester Allan S. Andersen velkomsttale for de mange frivillige:
”Vi er her for at fejre jer. Hver dag gør I som frivillige både i og uden for foreningerne et uvurderligt arbejde for andre mennesker. I skaber fællesskaber til glæde for mange. Og I bygger mødesteder, hvor vi sammen kan dyrke interesser og mødes om fælles passioner. Dét fortjener synlighed og anerkendelse”Hør i videoen borgmester Allan S. Andersen fortælle om arrangementet og vinderen af Frivillighedsprisen 2023
Udstillingen ’frivillig fordi’
Efterfølgende blev en ny udstilling med portrætter af frivillige i Tårnby med titlen ’frivillig fordi’ indviet. Amager Fotoklub har taget billederne til udstillingen, som portrætterer frivillige fra 15 forskellige lokale foreninger - fra både kulturforeninger, idrætsforeninger, sociale foreninger og alt derimellem.Som formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget Einer Lyduch sagde i åbningstalen til udstillingen, så viser udstillingen den store mangfoldighed i Tårnbys foreningsliv.Udstillingen kan i denne uge opleves på Hovedbiblioteket og i næste uge rykker den til Sundhedscentret under Sundhedsugen.
Hør i videoen centerchef for kultur- og fritid, Marie Herborn, fortælle om arrangementet og om Frivillig Fredag som koncept
”En vaskeægte ildsjæl”
Efterfølgende blev der serveret tapas, og da middagen var veloverstået og alle havde haft mulighed for at se den nyåbnede udstilling, tog borgmester Allan S. Andersen ordet igen. Sammen med formand for Kultur- og Fritidsudvalget Klaus Bach skulle han nemlig uddele årets Frivillighedspris.
Vinderen blev i år Henning Visholm fra De Gamles Skovtur og De Gamles Jul. Han var blevet udvalgt blandt 36 indstillede i år. I sin tale til Henning Visholm sagde borgmester Allan S. Andersen: ”Du gør en stor frivillig indsats bredt i Tårnby. Du er ikke kun frivillig ét sted. Du gør en forskel for mange steder og for mange borgere i vores kommune””Du stiller altid op. Det er naturligt for dig at hjælpe andre og give en hånd med. Vi oplever dig som en utrolig ydmyg person. Men trods din ydmyghed er vi glade for at kunne hylde dig i dag. Du er en vaskeægte ildsjæl”Se Allan S. Andersen overrække Frivillighedsprisen 2023 her
Det blev afslutningen på årets Frivillig Fredag. Med sig hjem fra aftenen kunne alle frivillige medbringe en speciallavet ’Frivillig Fredag’-mulepose, som elever fra FGU har lavet.
Fotogalleri