Torsdag i sidste uge var der grundlovsceremoni på rådhuset, hvor 10 Tårnby-borgere blev statsborgere.
I strålende solskin vajede dannebrogsflagene i vinden langs flagalleen på rådhuspladsen i torsdags. Anledningen var, at 10 Tårnby-borgere var til en grundlovsceremoni på rådhuset, som markerer, at de er blevet danske statsborgere.Dagen blev fejret med flagallé, musik og højt humør, for som borgmester Allan S. Andersen sagde i sin tale, så er grundlovsceremonien en festdag:
”I dag er en festdag, og sammen skal vi fejre, at 10 af vores medborgere her i Tårnby, 10 af jer, fra i dag også er danske statsborgere,” sagde borgmester Allan S. Andersen og fortsatte:”I er som borgere i Tårnby allerede en del af mulighedernes kommune. Jeg ønsker for jer, at I også vil opleve, at I fra i dag bliver medlem af mulighedernes Danmark. Et statsborgerskab åbner mange muligheder, og det viser samtidig, at I vil Danmark, og at I vil fællesskabet”.
En efter en var de 10 oppe for at underskrive deres erklæring om dansk statsborgerskab. Familiemedlemmer og venner var med for at fejre dem til arrangementet, som blev afsluttet med kage og lidt at drikke efter den formelle del af ceremonien.
Undervejs kunne de nyde musikalske toner fra Ida Kudo og Jakob Broholm fra Tårnby Musikskole, som leverede danske klassikere som ’Dansevise’ og ’Livet er en morgengave’ både før og efter ceremonien.