Et nyt demonstrationsanlæg skal opfange CO2 fra ARCs skorsten på Amagerbakke og genbruge det i industrien, blandt andet til at dyrke tomater og agurker. Borgmester Allan S. Andersen deltog i indvielsen af det nye anlæg, der kan være et banebrydende skridt til at nå klimamål.
Der bliver skrevet en ny side i danmarkshistorien, når CO2 fanget i ARCs skorsten fra nu af skal bruges i industrien. Det skriver ARC i en pressemeddelelse udsendt mandag efter en netop overstået indvielse af det nye demonstrationsanlæg på Amagerbakke.
ARC er ejet af fem kommuner i hovedstaden: Tårnby, København, Frederiksberg, Hvidovre, og Dragør. Borgmester Allan S. Andersen, som også er næstformand i ARCs bestyrelse, deltog i indvielsen og siger:
”Som borgmester for en grøn kommune er jeg utroligt stolt af, at vi nu er nået så langt i bestræbelserne på at kunne genbruge og dermed nedbringe vores forbrug af CO2. Med demonstrationsanlægget beviser vi, at det kan lade sig gøre at genbruge CO2 i industrien. Endemålet er et anlæg, der kan indfange CO2 i fuld skala, hvilket potentielt kan bidrage med CO2-reduktion på op til 500.000 tons pr. år.”
”Den indfangede CO2 på Amager Bakke har fødevarekvalitet, og skal helt konkret bruges til dyrkning af tomater, agurker og lignende hos Østervang Sjælland, som er et af landets store gartnerier,” skriver ARC i sin pressemeddelelse:
”Herved bliver en sammenhængende værdikæde for CO2-fangst demonstreret, ligesom vi kommer til at bidrage med værdifuld ny viden. Det er et vigtigt skridt på vejen mod ARCs endemål om at fange CO2 i fuld skala med et potentiale til at bidrage med en markant CO2-reduktion på op til 500.000 tons pr. år,” lyder det.
FAKTA
Bag demonstrationsanlægget står partnerkredsen ARC, Pentair, Rambøll og DTU, som alle medfinansierer anlægget til CO2-fangst. Partnerkredsen rummer således både en stor punktkilde hos ARC, Pentair som gennem årtier har udviklet og fremstillet CO2-fangstanlæg, Rambøll med stor indsigt i affaldsenergi og CO2-fangst samt DTU med nogle af landets fremmeste forskere i CO2-fangst
- Projektet modtager medfinansiering på 30 mio. kr. fra det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprojekt (EUDP)
- Demonstrationsanlægget kan fange op til 4 tons CO2/døgn, og forventes at være i drift til sommeren 2024
- Processen oprenser CO2 til en kvalitet, der opfylder renhedskravene fra fødevareindustrien samt for den fremtidige CO2-lagring på land eller fx i Nordsøen.
Kilde: ARC