Juletræet blev tændt af både julemand og borgmester, og der var masser af musik, gløgg og julegaveideer, da FDF Korsvejen og Tårnby Kommune holdt julemarked på Tårnby Rådhusplads lørdag.
Lørdag den 2. december var rådhuspladsen på Tårnby Rådhus forvandlet til et velbesøgt julemarked med en duft af gløgg og æbleskiver og julemusik ved Tårnbykoret og Brandvæsnets Musikforening. Og for første gang var det også muligt at undslippe kulden og gå på opdagelse inde i rådhushallen, for her holdt Tårnby Kreativ Klub julemarked.
Det er FDF Korsvejen, der er hovedarrangør af julemarkedet ved rådhuset, som er blevet en fast Tårnby-tradition, hvor en lang række foreninger og kræmmere er med til at skabe den gode julestemning.
Stor tak til foreninger og besøgende
Borgmester Allan S. Andersen havde æren af at tænde lysene på det store juletræ på pladsen sammen med julemanden. Men inden han steg op i brandvæsenets lift for at stige knap 13 meter op til træets top, kom han med både en tak og et ønske til de fremmødte.
”Jeg er rigtig glad for at se jer alle her i dag, og jeg vil gerne sige en stor tak til de mange foreninger, der stiller op her i dag og er med til at gøre vores julemarked muligt. Vi har et rigt foreningsliv i Tårnby med mange frivillige kræfter, der giver en hånd med mangt og meget. Det er noget, jeg som borgmester er meget stolt af”, sagde borgmesteren.
Husk hinanden
Han opfordrede samtidig til, at vi tager os godt af hinanden i juletravlheden, og at vi husker på dem, som oplever ensomhed i juletiden.
”Julen er hjerternes fest, siges det. Og det vil jeg opfordre jer til at huske her i december. Lad os minde hinanden om, at det er vigtigt, at juletravlhed ikke vinder over hygge og glæde, og at vi også skal huske at invitere dem ind i fællesskabet, som ikke kan finde vej derind selv”.
Lyser, når det er mørkest
Julemarkedsgæsterne var med til at tælle ned, og så blev lysene på træet tændt. De vil være tændt fra klokken 17 til 22 om aftenen til og med 27. december. Lyset er LED-lys, som ikke bruger megen strøm, så når de slukkes i dagtimerne, er det lige så meget for at minde os alle sammen om ikke at lade lyset brænde, når der ikke er brug for det.
Foto: Kurt Pedersen - Amager Fotoklub og Tårnby Kommune.